Færdselsstyrelsen efter svensk Tesla-skepsis: Føreren har altid ansvaret
System er foreløbig godkendt i Danmark. Men mulighed for at bryde hastighedsgrænser vækker svensk bekymring.

System er foreløbig godkendt i Danmark. Men mulighed for at bryde hastighedsgrænser vækker svensk bekymring.

Færdselsstyrelsen er bekendt med, at et netop foreløbigt godkendt Tesla-førersystem kan indstilles til at køre med en højere hastighed, end hastighedsgrænserne tillader.
Det skriver Tanja Skyum-Nielsen, der er teamleder i styrelsen.
Men ifølge teamlederen er det "vigtigt at huske", at det indtil videre godkendte system ved navn "FSD Supervised" er et førerassistentsystem og ikke et selvkørende et af slagsen.
- Det er derfor altid føreren, der har det fulde ansvar for kørslen, herunder at man overholder hastighedsgrænserne, siger hun i et skriftligt citat.
Den 9. juni oplyste Færdselsstyrelsen, at Teslas førerassistentsystem "FSD Supervised" har modtaget en foreløbig godkendelse til brug i Danmark.
Systemet kan blandt andet hjælpe bilisten med at accelerere, bremse, styre og skifte vognbane.
Men godkendelsen er kun foreløbig, fordi det stadig mangler at få en endelig godkendelse fra EU-Kommissionen.
Torsdag kom det frem, at en svensk transportmyndighed som udgangspunkt anbefaler EU at sige nej til systemet.
Det skrev nyhedsbureauet Reuters på baggrund af en aktindsigt i et brev sendt fra svenske Trafikverket.
Sverige anbefaler et nej, da systemet har mulighed for at afvige fra hastighedsgrænsen med funktionen "Speed Offset".
Danmark er det fjerde EU-land, der har godkendt systemet.
I Holland skete det i april i år. Og det er den godkendelse, som Færdselsstyrelsen har lagt sig op ad og accepteret.
Ifølge Tanja Skyum-Nielsen vurderer styrelsen, at systemet medvirker til at øge sikkerheden.
- Man kan i øvrigt altid nemt regulere hastigheden, selv om man bruger en fartpilot eller et andet førerassistentsystem, skriver hun til Ritzau.
Men at svenske og danske myndigheder vurderer spørgsmålet om EU-godkendelse forskelligt, er værd at bemærke.
Det mener den politiske chef i bilisternes forening FDM, Torben Lund Kudsk, der fortæller, at det er "uhensigtsmæssigt", at systemet gør det muligt at køre for stærkt.
- Det sender det forkerte signal, siger han, men understreger, at bilisten har ansvaret juridisk.
FDM-chefen forventer, at der, mens godkendelsen løber, vil være åbenhed blandt de danske myndigheder omkring eventuelle udfordringer ved førersystemet.
Omkring 30.000 danske Tesla-ejere har den hardware, der kræves for at tilkøbe "FSD Supervised", vurderer FDM.
/ritzau/