Fædre tager længere barsel efter fire år med nye barselsregler
For fire år siden blev reglerne ændret, så fædre fik flere ugers øremærket barsel end tidligere.

For fire år siden blev reglerne ændret, så fædre fik flere ugers øremærket barsel end tidligere.

Fædre, der er privatansatte, tager længere tid derhjemme på barsel, end de tidligere har gjort.
Det skriver fagforeningen Djøf på baggrund af en analyse blandt foreningens medlemmer.
Her fremgår det, at privatansatte fædre i gennemsnit holdt 15,2 ugers barsel sidste år mod 12,7 uger i 2023.
17 procent af privatansatte mænd er alene omfattet af funktionærloven og har dermed ingen særskilt ret til løn under barsel.
Blandt de resterende privatansatte er retten til fuld løn under barsel steget fra 12 uger i 2021 til 20 uger i 2025.
Ved de gamle barselsregler var der to ugers barsel øremærket til fædre. Det ændrede sig for fire år siden.
For forældre til børn født efter 2. august 2022 gælder det, at 11 ugers orlov med barselsdagpenge er øremærket til hver forælder. Disse uger kan ikke overdrages til den anden forælder.
Derudover har hver forælder ret til yderligere 13 uger. De kan derimod overdrages til den anden forælder, hvis man ikke ønsker at holde orloven.
Sara Vergo, der er formand for Djøf, glæder sig over, at flere fædre bruger den ret til barsel, de har fået.
- Det giver børn mulighed for en tættere relation til begge forældre fra begyndelsen. Det understreger vigtigheden af, at fædre med de nye regler i 2022 endelig fik styrket deres rettigheder til at holde orlov med deres børn, siger hun i en pressemeddelelse.
Djøf påpeger i analysen, at 26 procent af mændene og 19 procent af kvinderne, der har bedre barselsvilkår end funktionærloven, er underlagt anciennitetskrav.
Det betyder, at de skal have været ansat i en vis tid, før de får ret til løn under barsel.
Det betyder ifølge Djøf, at både kvinder og mænd, der har planer om at stifte eller forøge familien, begrænses i at skifte job i frygten for at miste ret til barsel.
- Barsel bør ikke ses som et personalegode, man skal gøre sig fortjent til. Det er en naturlig del af arbejdslivet at få børn. Derfor bør anciennitetskrav afskaffes, da det rimer meget dårligt på et moderne arbejdsmarked, understreger Sara Vergo.
RITZAU