Evakuerede danskere viser ikke tegn på coronasmitte

De fire danskere, som fredag ankom fra Danmark fra Kina, vurderes ikke til at være smittede med coronavirus.

København. Ingen af de fire danskere, der fredag ankom til Danmark efter evakuering fra Kina, viser tegn på smitte med coronavirus.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

De fire danskere ankom til Roskilde Lufthavn fredag aften.

De er blevet tjekket for, om de skulle være blevet smittet med coronavirusset, fordi de har været i Kina, hvor det potentielt dødelige virus stammer fra.

- Det er en rigtig god nyhed, at de fire borgere, som her i aftes er landet i Danmark, ikke har symptomer på ny coronavirus.

- Sundhedsstyrelsen oplyser, at borgerne har fået en grundig instruktion om de forholdsregler, de skal tage, og at sundhedsmyndighederne vil følge op de kommende dage, hvor borgerne vil holde sig hjemme, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.

/ritzau/