Banedanmarks prognose tyder på, at der vil være arbejde på strækningen mellem Ringsted og Slagelse frem til klokken 10 tirsdag formiddag som følge af en fejl i køreledningsanlægget ved Sorø.

Ifølge Banedanmark er skaderne "omfattende".

Et spor er genåbnet på strækningen, efter at DSB mandag middag måtte stoppe togdriften.

Ifølge DSB's informationschef, Tony Bispeskov, vil man prioritere internationale tog, InterCityLyn-tog og InterCity-tog.

På hjemmesiden fremgår det, at der er længere rejsetid og enkelte aflysninger.

Banedanmark oplyser til Ritzau, at man fik meldingen om problemer på kørestrømsanlægget klokken 12.45 mandag middag mellem Sorø og Slagelse.

I den forbindelse blev togdriften helt stoppet, indtil Banedanmark havde identificeret årsagen.

- Der kan vi se, at vi har omfattende skader på et af vores spor. Det betyder i øjeblikket, at vi kun har et farbart spor at køre i, og at vi kører med en reduceret køreplan.

RITZAU