Et netværk til en voldelig revolution: Borger politianmelder fyret frømand

En reserve i Frømandskorpset er blevet politianmeldt af en borger. Det sker, efter soldaten blev fyret, da han ifølge Forsvarsministeriets Personalestyrelse har forsøgt at rekruttere andre soldater til en voldelig revolution i Danmark, lyder anklagen.

En borger har politianmeldt en tidligere reserve i Frømandskorpset. Det fremgår af en e-mail, Berlingske har set. På billedet ses soldater fra Frømandskorpset under et jubilæumsarrangement ved 60-året for korpsets oprettelse. Soldaterne på fotoet er ikke blandt de omtalte personer i artiklen. Liselotte Sabroe

En reserve i Frømandskorpset er blevet fyret som følge af anklager om at få soldater til at deltage i en voldelig revolution. Derfor har en privat borger nu meldt sig på banen og meldt den tidligere reserve Lars Gram til politiet.

Det sker efter, Berlingske kunne fortælle, hvordan den tidligere soldat blev fyret for, ifølge Forsvarsministeriets Personalestyrelse, at have forsøgt at rekruttere andre soldater i Frømandskorpset til et netværk af blandt andet højtstående danske officerer og sammen med dem planlægge en voldelig revolution.