Er du smittet? Her er de vigtigste tegn på, at du har covid-19

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit nys og host er tegn på, at du har fået coronavirussen, kan du bruge denne guide.

 
Myndighederne skærper tonen til danskerne. Her er baggrunden for anbefalingerne. Video: Mads Joakim Rimer/Ritzau Fold sammen
Læs mere

Du er ikke alene om at have fået tanken: Har jeg covid-19, eller er det den sædvanlige influenza eller forkølelse?

Det kan også være svært at skelne i begyndelsen - og uanset hvad skal du følge myndighedernes anvisninger og isolere dig i hjemmet, hvis du bliver syg. Også hvis du tror, at du blot er forkølet.

Symptomerne. Har du fået den nye coronavirus i kroppen, ligner den i sit første stadie nemlig til forveksling symptomerne på almindelig forkølelse og influenza:

Feber over 38 grader, ondt i halsen, hovedpine, tør hoste samt smerter og ømhed i musklerne.

Med andre ord den kendte følelse af at være sløj og skrantende.

Størstedelen af de smittede bliver ikke mere syge end ved en kendt influenza, og man har som regel ikke brug for lægehjælp, hvis sygdommen går over efter dette stadie.

Dårlig mave kan også være et tegn. DR omtaler en undersøgelse af 56.000 tilfælde af smitte med den nye coronavirus, som afslørede, at en lille gruppe fik dårlig mave. Fem procent fik kvalme eller kastede op. 3,7 procent fik diarré.

coronasmitte.dk

»Den største del af de smittede bliver ikke mere syge end ved en kendt influenza.«


Hvis symptomerne forværres. Er man syg over flere dage, eller ens symptomer bliver værre, skal man ringe til lægen. Trop IKKE op hos lægen, og ring IKKE til Sundhedsstyrelsens hotline. Lægen er den rette at kontakte.

Derfor skal du holde afstand til andre. Coronavirussen smitter fra menneske til menneske. Den smitter gennem nys og host eller gennem indirekte kontakt ved sekret på hænder, der føres op i ansigtet, ligesom almindelig influenza.

Corona er en farlig smittesprinter. Den nye coronavirus smitter mere end dobbelt så meget som influenza, fortæller professor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet til Politiken. Den har aldrig været i kontakt med mennesker før – det er det, der gør os så sårbare over for den.

Når smitten bliver værre. Nogle personer udvikler sværere sygdom, og begynder efter fire til syv dage at hoste værre, få højere feber og begyndende åndenød. Nogle smittede udvikler lungebetændelse, som kan blive så svær, at man skal indlægges.

Det er meget forskelligt, hvor længe man er syg. Hos personer med mild sygdom vil symptomerne forsvinde i løbet af fire til seks dage. Udvikler man svær covid-19, kan man være syg i mange uger.

Og husk: Det er ældre mennesker over ca. 80 og kronisk syge og svækkede, der er mest udsatte for at blive alvorligt syge af covid-19.

Hvad kan du selv gøre?

Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit – hvis du kan finde noget.

Host eller nys i dit ærme – IKKE i dine hænder.

Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt med andre.

Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Hvis du bliver syg, også selvom du blot er forkølet, skal du isolere dig i hjemmet.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, coronasmitte.dk, Patienthåndbogen, DR