Epidemiolog anbefaler københavnertiltag i hele landet

Fokus på hovestaden er misforstået, for større coronaudbrud kan ske over hele landet, mener epidemiolog.

Mandag træder en række nye coronatiltag i kraft i 17 kommuner i hovedstadsområdet.

Men ifølge Viggo Andreasen, som er ph.d. i matematik og fysik med speciale i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, bør tiltagene bredes længere ud.

- Lige nu fokuserer vi på hovedstadsområdet, og det er efter min epidemifaglige vurdering lidt en misforståelse. Det er rigtigt, at vi her ser den store vækst, men det er der også andre steder. Vi er i en situation, hvor lidt større udbrud kan forekomme hvor som helst.

- Så jeg vil fagligt mene, at det vil være en god idé at udstrække nogle af tiltagene til hele landet, lyder det.

Han understreger, at effekten af tiltagene, som blev annonceret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i sidste uge, og som altså træder i kraft i morgen, endnu ikke kan ses.

Han synes dog, at de ligger i "den beskedne ende".

Lørdag eftermiddag skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook, at regeringen "overvejer kraftigt, om der er behov for at skærpe restriktionerne endnu mere".

Ifølge Viggo Andreasen er ungdomsuddannelser og de to-tre ældste klassetrin i folkeskolen et oplagt sted at begynde, fordi der foregår megen smittespredning.

- Det sker ikke nødvendigvis i klasserne, men i aktiviteterne der følger med. Pendling frem og tilbage, ses med venner efter skole og den slags.

- Men om man vil skrue der eller ej, er i høj grad et politisk spørgsmål. Man har strakt sig langt for at holde skolerne åbne. Det var også en af de ting, som befolkningen i foråret nødigt så, at man indskrænkede, siger han.

/ritzau/