Langt over halvdelen af gassen har forladt Nord Stream 1 og 2. Den sidste gas forventes ude »omkring søndag«.

Det oplyser Energistyrelsens direktør, Kristoffer Böttzauw, på myndighedsbriefing onsdag eftermiddag om gaslækagerne i Østersøen.

Han forklarer, at der er gas i rørene, selv om de ikke er i brug, fordi det blandt andet giver stabilitet i rørene, når de ligger på havets bund.

Direktøren slår igen fast, at Energistyrelsen vurderer, at det er en bevidst handling, der har ført til lækagerne.

»Et gaslæk af denne karakter sker yderst sjældent. Og at der skulle opstå tre gaslæk ved uheld inden for et døgn er usandsynligt,« siger Kristoffer Böttzauw.

Myndighederne vurderer, at der er foretaget sprængninger på gasledningerne.

Gasledningerne ligger på mellem 70 og 90 meters dybde. Rørene har en tykkelse på 12 centimeter af stål og beton, lyder det.

Myndighederne kan først undersøge skaderne på Nord Stream 1 og 2 nærmere i næste uge, når al gas er ude. Det skyldes, at det er farligt at være i nærheden af gasudslippene.

Københavns Politi har indledt og leder en efterforskning af lækagerne, oplyser direktør Anne Tønnes, der er direktør i politikredsen, på myndighedsbriefingen.

Det bliver efterforsket som en normal straffesag, forklarer Anne Tønnes.

Det sker desuden i internationalt samarbejde med Sverige og Tyskland.

Anne Tønnes siger, hun ikke kan udtale sig om, hvorvidt der har været kontakt med russiske myndigheder.

Lækagerne på Nord Stream 1 og 2 blev konstateret mandag og tirsdag. Gasledningerne går fra Rusland til Tyskland.

De tre lækager er sket i internationalt farvand sydøst og nordøst for Bornholm.

To af lækagerne er i Danmarks eksklusive økonomiske zone, mens det sidste er i Sveriges eksklusive økonomiske zone.

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.