Royal Run kommer til Thisted, når motionsløbet næste år løber af stablen.

Den nordjyske havneby er det andet annoncerede sted for eventet i 2027.

Det fremgår af Royal Runs officielle hjemmeside og i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Royal Run er andet og mere end et løb. Det er kongens møde med danskerne. Det er fællesskabets fest. Uformelt, i kondisko og for alle, lyder det på hjemmesiden.

Ligesom det første annoncerede sted, Silkeborg, debuterer Thisted også som værtsby for Royal Run i 2027.

- Gå ikke glip af chancen for at løbe eller gå gennem gaderne i den naturskønne by ved Limfjorden i Thy, hvor vi fejrer motion og fællesskab i smukke omgivelser, lyder det videre på hjemmesiden.

Royal Run bliver traditionen tro afholdt 2. pinsedag, som næste år falder den 17. maj.

Royal Run løbes i fem forskellige byer.

De sidste tre byer, der er værter for næste års løb, afsløres de kommende dage.

København/Frederiksberg har hidtil været værtsby alle årene.

Motionsløbet blev afholdt første gang i 2018 i anledning af kong Frederiks 50-års fødselsdag.

Det var oprindeligt planlagt som en engangsbegivenhed, men "på grund af den overvældende succes og den positive modtagelse fra både deltagere og publikum har Royal Run udviklet sig til et tilbagevendende event", lyder det.

Royal Run er over årenes løb vokset sig større og større. I år var deltagertallet på 112.450 personer.

Ved debutløbet i 2018 var der 70.938 tilmeldte.

Blandt løberne de tidligere år er også dronning Mary og kongeparrets fire børn, kronprins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine.

Royal Run arrangeres af Danmarks Idrætsforbund og idrætsorganisationen DGI i samarbejde med Dansk Atletik.

RITZAU