Godmorgen, kære læser

Velkommen til dagens nyhedsoverblik. Vi har vanen tro støvsuget nyhedsbilledet, så du bedst muligt kan blive klædt på denne søndag.

I dag skal vi et smut forbi et altoverskyggende problem i vores velfærdssamfund, de unges forbrug af sociale medier, kampen mellem Donald Trump og Ron DeSantis og overbehandling af ældre.

Men vi starter med utrygheden i København, der er særlig tydelig hos kvinderne.

Hver femte kvinde føler sig utryg, når aftenen falder på: »Man går hele tiden med en frygt«

Selvom trygheden i København er stigende, føler knap hver femte kvinde sig utryg i København. Det viser kommunes dugfriske tryghedsmåling, der udkommer hvert år.

I målingen undersøges kriminaliteten i hovedstaden og ikke mindst borgernes følelse af tryghed i forskellige bydele i København. Og i år er det særlig kvindernes utryghed, der skiller sig ud.

Samlet set føler 19 procent af de adspurgte kvinder sig utrygge i aften- og nattetimerne. Til sammenligning oplever ti procent af de adspurgte mænd en utryghed, når mørket er faldet på.

20-årige Frederikke Butzback og 25-årige Laura Kolos er blandt de kvinder, der er utrygge i de københavnske gader. De er begge konditorelever på La Glace i København, hvor de møder på arbejde tidligt om morgenen, mens det fortsat er mørkt udenfor.

»Jeg går bare på arbejde ligesom alle andre. Jeg gør det bare på et andet tidspunkt. Hvorfor skal jeg være utryg? Det er ikke okay,« siger Laura Kolos til Berlingske.

Læs hele historien her.

20-årige Frederikke Butzback og 25-årige Laura Kolos føler sig utrygge, når de skal møde tidligt på arbejde i København.
20-årige Frederikke Butzback og 25-årige Laura Kolos føler sig utrygge, når de skal møde tidligt på arbejde i København. Asger Ladefoged

Topforskere slår alarm: Vores velfærdssamfund vil blive ramt af altoverskyggende problem​

Berlingske har gennemgået de nyeste tal, fremskrivninger og analyser om manglen på arbejdskraft i den offentlige sektor.

Blandt andet vurderer en analyse fra Kommunernes Landsforening (KL), at der bliver brug for 24.000 flere medarbejdere i 2030, mens en anden analyse viser, at der skal ansættes 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere samme år for at bevare forholdet mellem sosu'er og ældre.

Ifølge eksperter tegner det et billede af et dybt presserende problem for den danske velfærdsstat.

»Situationen er meget alvorlig. Det er svært at se, at vi ikke kommer ud i svære mangelsituationer, uanset hvad vi gør, og uanset hvad moderne teknologi eventuelt kan erstatte,« siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

I en ny artikelserie vil nærværende avis kaste lys over udfordringerne i den offentlige sektor. Læs første historie her.

Vores forventninger til velfærden stiger, mens manglen på arbejdskraft forventes at blive markant frem mod 2030, lyder det fra eksperter. (Arkivfoto)
Vores forventninger til velfærden stiger, mens manglen på arbejdskraft forventes at blive markant frem mod 2030, lyder det fra eksperter. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen

Trump er lysår foran Ron DeSantis – nu er han begyndt at tro på en sejr​

Vi skal også et smut over på den anden side af Atlanten, hvor tidligere præsident Donald Trump og Floridas guvernør, Ron DeSantis, varmer op til det amerikanske primærvalg, der løber af stablen til januar.

Forleden udsendte Ron DeSantis, der er republikansk kandidat, en video, der udstiller Donald Trump som blødsøden i forhold til transkønnedes rettigheder.

Men angrebet preller af på den tidligere præsident, der står stærkt i meningsmålingerne, hvor han enkelte steder er 30 procent foran Ron DeSantis.

Derfor frygter Trump heller ikke, at vælgerne vil straffe ham for at være for blødsøden, når det kommer til værdipolitikken. Han er i stedet begyndt at føle sig sikker på en sejr.

Det vurderer Berlingskes USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen i en analyse, som du kan læse her.

Det går godt for Donald Trump. Derfor kan han allerede nu begynde at interessere sig for vælgere i svingstaterne. Det skriver Berlingskes USA-korrespondent i en analyse.
Det går godt for Donald Trump. Derfor kan han allerede nu begynde at interessere sig for vælgere i svingstaterne. Det skriver Berlingskes USA-korrespondent i en analyse. SCOTT MORGAN

De unge skruer ned for forbruget af sociale medier​

Der har længe været fokus på de unge generationers store forbrug af sociale medier, men Danmarks Statistiks årlige undersøgelse, der bærer navnet »It-anvendelse i befolkningen«, viser, at der i 2022 er sket et fald i de 25-34-åriges tilslutning til sociale medier.

Helt konkret er der sket et fald på seks procentpoint de seneste to år. I 2022 brugte 91 procent af ovenstående aldersgruppe sociale medier mindst en gang om ugen, mens tallet var 97 procent i 2020.

Camilla Mehlsen, der er digital medieanalytiker med speciale i børn og unges medieadfærd, fortæller til Politiken, at der er en modbevægelse under opsejling hos de unge.

»Mange unge føler, de sociale medier fylder for meget, tager for meget af deres tid og gør noget dårligt ved dem, men samtidig er der jo også alt det positive, de sociale aspekter. Der er en kæmpe ambivalens, og mange tør ikke gå skridtet fuldt ud, fordi prisen er for høj ved at slette alle profiler,« siger hun.

Læs historien i Politiken her.

Til Politiken fortæller Camilla Mehlsen, der er digital medieanalytiker, at de unge er blevet mere opmærksomme på, hvilken tidsrøver de sociale medier er. (Arkivfoto)
Til Politiken fortæller Camilla Mehlsen, der er digital medieanalytiker, at de unge er blevet mere opmærksomme på, hvilken tidsrøver de sociale medier er. (Arkivfoto) Asger Ladefoged

Eksperter med opråb: Overbehandling af ældre er skadeligt

Vi slutter af hos Jyllands-Posten, hvor en række eksperter advarer om, at flere ældre og terminale patienter får dyre og større behandlinger. Og det kan både være skadeligt for patienterne og økonomien.

Blandt andet fortæller Mickael Beck, professor i sundhedsledelse og -politik ved Syddansk Universitet, at samfundet bruger over 11 procent af de samlede sundhedsudgifter til behandling og pleje i de sidste 12 måneder af livet.

Herudover viser analyser fra Vive, at sundhedsudgifterne er steget markant mere hos patienter mellem 65 og 90 år sammenlignet med udgifterne hos de yngre generationer.

»Selvom flere ældre i dag lever sundt, bruger vi mere i den ende af livet end tidligere. Det er jo ikke et problem, hvis behandlingen og undersøgelserne gavner patienterne mere, end de skader. Men det er desværre langtfra altid tilfældet,« siger Mickael Bech.

Artiklen er endnu ikke online, men du kan læse den i Jyllands-Postens print- eller e-avis på side 7.

Eksperter mener, det kan få konsekvenser for økonomien og de ældre og terminale patienter, hvis de bliver overbehandlet i deres sidste tid. (Arkivfoto)
Eksperter mener, det kan få konsekvenser for økonomien og de ældre og terminale patienter, hvis de bliver overbehandlet i deres sidste tid. (Arkivfoto) HANNAH MCKAY

Det sker i dag

  • Det franske cykelløb Tour de France fortsætter i dag med 15. etape. Den begynder i Les Gets les Portes du Soleil og slutter i Saint-Gervais Mont-Blanc og er på 179 kilometer.

  • Det danske kvindelandshold i fodbold er samlet forud for VM i Australien. Holdet har base i Perth i den vestlige del af Australien, hvor de også skal spille to kampe i gruppespillet.

  • USAs særlige klimaudsending John Kerry er fra 16.-19. juli på besøg i Beijing, hvor han skal drøfte klimaudfordringer.