Af de 1308 beskyttelsesrum, som foreløbigt er blevet gennemgået i et stort eftersyn, er der fundet mindst et problem i knap hver tredje.
Det skriver mediet Licitationen, som har fået aktindsigt i indrapporteringerne om eftersynet.
Ifølge Beredskabsstyrelsen findes der omkring 3200 betondækningsgrave, der er en type af beskyttelsesrum, i Danmark. Det er dem, der skal undersøges i eftersynet.
Styrelsen for Samfundssikkerhed satte kommunerne og beredskaberne i gang med at udføre eftersynet sidste år.
I den forbindelse lød det fra daværende minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), at eftersynet var udtryk for rettidig omhu.
- Når vi har et oplyst grundlag, kan vi tage stilling til, hvad næste skridt måtte være. Jeg afventer resultatet af det samlede eftersyn, før vi tager stilling til det. Det skal ske på et kvalificeret grundlag, og det er det, vi vil tilvejebringe med eftersynet, sagde han til Ritzau i december.
Dengang lød det, at hensigten var, at man så vidt muligt skulle være færdig med eftersynet i marts.
Licitationen skriver dog, at man mange steder er blevet forsinket.
Ifølge de indberetninger, som Licitationen har set, er der konstateret mindst et problem i 416 af de foreløbigt kontrollerede beskyttelsesrum.
I knap hvert femte kontrollerede beskyttelsesrum er der konstateret revner i gulve, vægge eller lofter.
Mere end hver fjerde registrering melder også om fugt eller vand i mindst et rum.
De reelle tal kan dog være højere. Ifølge Licitationen mangler der svar i nogle af de indrapporterede kontrolskemaer.
Det skyldes, at der har manglet adgang til nogle af beskyttelsesrummene, ligesom at nogle ikke har kunnet lokaliseres, skriver mediet.
/ritzau/
