Efter eksplosioner i København har politiet foretaget markante beslaglæggelser: »Det er så at sige et nyt værktøj, de har taget i brug«

13 eksplosioner har ramt København siden februar. Politiet kæder flere af dem sammen med en verserende bandekonflikt.

En eksplosion ramte tidligt om morgenen 18. september et pizzeria i den københanvske bydel Vanløse. Ingen kom til skade, men politiet har efterfølgende kædet eksplosionen sammen med den verserende bandekonflikt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Presse-fotos.dk

Københavns Politi har beslaglagt et sted mellem fem og ti kilo industrielt sprængstof fra personer i bandemiljøet. Det oplyser politidirektør Anne Tønnes til dagbladet Politiken.

Beslaglæggelserne er sket ad to omgange, men politidirektøren ønsker ikke at fortælle nærmere om hvor eller hvornår.

Hun siger, at fund af sprængstof i denne størrelsesorden bestemt ikke er hverdagskost, og at politiet tager det meget alvorligt.

Siden februar er København blevet ramt af mindst 13 eksplosioner. Foruden den meget omtalte bombe ved Skattestyrelsen 6. august drejer det sig blandt andet om en eksplosion ved en nærpolitistation på Nørrebro bare fire dage senere.

I midten af september ramte en »større eksplosion« et pizzeria i den københavnske bydel Vanløse. I sidste uge kædede Københavns Politi officielt den eksplosion sammen med en verserende bandekonflikt.

»Vi ser en kobling mellem nogle af de her sprængninger i bandemiljøet. Det er langtfra alle sprængninger, vi kan sige har noget med bandemiljøet at gøre,« sagde politiinspektør Torben Svarrer ifølge B.T.

Til Politiken beskriver politidirektør Anne Tønnes bandernes brug af sprængstoffer som et nybrud i Danmark.

»Nu ser vi så de her grupperinger benytte sig af sprængstof. Det er så at sige et nyt værktøj, de har taget i brug«, siger Anne Tønnes.

Bandekonflikt opblusset efter løsladelser

Den verserende bandekonflikt udspringer ifølge et såkaldt konfliktnotat, Berlingske har fået indsigt i, af en kamp mellem gruppen Brothas og NNV-Gruppen, som er en forkortelse for Nørrebro og Nordvestkvarteret.

Bandekonflikten er den tredje i København på tre år, og tirsdag kan Berlingske fortælle, at opblusningen tilsyneladende hænger sammen med en række løsladelser, der er sket som følge af den såkaldte teledatasag.

»Vi kan bekræfte, at der som led i teledatasagen også er sket løsladelse af personer, der er aktive i bandemiljøet,« skriver politiinspektør Mikael Wern fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) i en mail til Berlingske.

For nylig har politiet i en aktion på Fyn beslaglagt 57 skydevåben, som formodes at være tiltænkt blandt andet bandemiljøet i København, og torsdag i sidste uge slog politiet til og ransagede 31 adresser i en koordineret aktion mellem Særlig Efterforskning Øst (SEØ), Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.

Lørdag kom det frem, at bandekonflikten har fået meget håndgribelige konsekvenser for nogle beboere på Nørrebro. Af en aktindsigt, som Berlingske har fået, i grundlaget for Københavns Politis beslutning om at indføre visitationszone på Nørrebro og i Nordvestkvarteret, fremgår det således, nogle personer oplever at blive stoppet på gaden og kontrolleret af bandemedlemmer, der optræder som bevæbnede, selvbestaltede vagtværn som led i bandekonflikten.