Til sommer kan gæsterne på årets Roskilde Festival igen synge med på det danske band TV-2's velkendte hits, når orkesteret optræder på festivalen efter 25 års fravær.

Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Ud over det aarhusianske band, kendt for sange som "De første kærester på månen", "Alt hvad hun ville var at danse" og "Bag duggede ruder", byder annonceringerne også på et andet erfarent dansk navn i form af The Savage Rose.

Musikprogrammets nye tilføjelser tæller også nyere danske navne som det albumaktuelle band Zar Paulo, Smag På Dig Selv og AySay.

Zar Paulo skal desuden lukke festivalens næststørste scene, Arena, lørdag nat.

- Vi oplever den danske musikscene i stærk udvikling i de her år. Vi ser en bølge af nye kunstnere og en fornyet selvtillid i brugen af det danske sprog, skriver Roskilde Festival i sin pressemeddelelse.

De danske kunstnere bliver suppleret af internationale artister, hvor man blandt andet vil kunne opleve puertoricanske Young Miko.

Young Miko har tidligere samarbejdet med Bad Bunny, som var det musikalske indslag til dette års pauseshow under Super Bowl.

De øvrige internationale navne, der er blevet offentliggjort, er Igorrr, Blawan, Shovel Dance Collective, Susobrino og Vilde Tuv.

Ellers lyder tilføjelserne på Albertslund Terror Korps, Angående Mig, Cuirass og Eee Gee, hvilket markerer, at Roskilde Festival nu har offentliggjort i alt 159 artister til dette års musikprogram.

Tidligere har festivalen annonceret danske navne som Aphaca, Tessa og Tobias Rahim samt Pil, der åbner festivalen på Orange Scene.

Roskilde Festival har eksisteret siden 1971, og cirka 27.000 frivillige står bag den årlige skabelse af festivalen, hvor alt overskuddet bliver doneret.

/ritzau/