DSB vil sikre adgang til mundbind på flest mulige stationer

Sundhedsstyrelsen anbefaler mundbind i offentlig transport i myldretid. DSB vil sikre mundbind på stationer.

Sundhedsstyrelsen anbefaler mundbind i offentlig transport i myldretid. DSB vil sikre mundbind på stationer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

DSB vil sørge for, at der er nok tilgængelige mundbind på så mange stationer og perroner som muligt.

Det siger Tony Bispeskov, som er informationschef i DSB, efter at Sundhedsstyrelsen fra lørdag anbefaler at bruge mundbind i den offentlige transport i myldretiden.

Det er allerede muligt at købe mundbind i 7-Eleven-kiosker i hele landet og enkelte automater nogle steder.

Og ifølge Tony Bispeskov vil DSB arbejde for, at der er nok på lager disse steder.

»Det er muligt i hele landet at erhverve sig mundbind i 7-Eleven-kiosker og i nogle automater.«

»I langt de fleste tilfælde er det muligt at købe mundbind. Men med den nye anbefaling vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at der er nok med mundbind tilgængeligt,« siger Tony Bispeskov.

På nuværende tidspunkt er der krav om pladsbillet i intercity- og regionaltog. Pladsbilletten koster ikke noget.

Blandt andet kravet om pladsbillet vil DSB se på i de kommende dage, for at finde ud af om noget skal ændres, siger Bispeskov.

»Men indtil videre skal man have pladsbillet,« siger han.

Den officielle opfordring fra Sundhedsstyrelsen er, at passagerer skal bruge mundbind i bus, tog og metro, hvis der er trængsel, og det ikke er muligt at holde den anbefalede fysiske afstand.

I trafikselskabet Midttrafik vil der ikke umiddelbart ske ændringer, andet end at anbefalingen om mundbind vil indgå på lige fod i selskabets generelle anbefalinger fra myndighederne om afstand og håndhygiejne.

Det siger Michael Steinberg, som er talsmand i Midttrafik.

»Det her er meget nyt for os. Vi videreformidler selvfølgelig anbefalingen, men vi vil gerne understrege, at der er en anbefaling.«

»Vi har under hele coronakrisen fulgt myndighedernes anbefalinger. Så helt konkret vil vi tilføje anbefalingen om mundbind til de øvrige anbefalinger,« siger han.

Den nye udmelding og de justerede anbefalinger er gældende fra lørdag 1. august.

/ritzau/