Dronningen er gået i land efter succesrige togter med Dannebrog

Analyse: Dronning Margrethe kan se tilbage på endnu en vellykket sejlsæson med Kongeskibet Dannebrog. Forude venter både en 80-års fødselsdag – og snart også et næsten ubegribeligt 50-års jubilæum som statsoverhoved.

Dronning Margrethe gik tirsdag officielt i land fra Kongeskibet Dannebrog ved Nordre Toldbod i Københavns Havn. Philip Davali

Da Dronning i Margrethe tirsdag gik officielt i land fra Kongeskibet Dannebrog, markerede hun afslutningen på årets sejlsæson. Traditionen tro blev hun fra Kongeskibet sejlet i chalup ind til Nordre Toldbod, og ved ilandstigningen kunne tilskuerne høre braget fra den salut, der blev afgivet fra Batteriet Sixtus på Holmen.
Så vidt den ceremonielle afslutning.

Vigtigere er det, at Dronningen i sæsonens løb har været ude på sommertogter med Kongeskibet til Køge og Nyborg, ligesom hun har besøgt Estland og Slesvig-Holsten med skibet.
Besøgene har været en succes, høj som lav er stimlet sammen, og Dronningen har atter bevist, at hun kan samle – hvad enten vi taler om at binde danskerne sammen eller styrke relationen til et andet land.
At hun løfter opgaven så sikkert, tager de fleste for givet.