Dronningen deltager i gadefest på Vesterbro
Dronning Mary tager del i 40-årsjubilæet for den sociale organisation Settlementets socialøkonomiske butikker.

Dronning Mary tager del i 40-årsjubilæet for den sociale organisation Settlementets socialøkonomiske butikker.

Den sociale organisation Settlement åbnede for 40 år siden de første socialøkonomiske butikker i Saxogade på Vesterbro i København.
I anledning af jubilæet fejrer naboer, samarbejdspartnere, brugere, frivillige, praktikanter og venner af gaden, heriblandt dronning Mary, onsdag den 20. maj "40 år med håb og handlekraft til gavn for udsatte borgere".
Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
Udsatte ledige kan komme i praktik i en af de ni socialøkonomiske butikker, som blandt andet tæller en gartnerservice, en café og en cykelsmed.
Her udvikler de deres kompetencer, genfinder troen på sig selv og tager vigtige skridt videre mod uddannelse, arbejdsliv og nye og større arbejdsfællesskaber, oplyser Settlement om initiativet.
Fælles for de fleste, som kommer i forløb i Settlementet, er, at de ofte har flere udfordringer, som gør det svært at tage en uddannelse eller passe et job.
Det kan være fysisk og psykisk sygdom - eller begge - og der kan derfor være behov for støtte til en lang række andre forhold, der står i vejen for at træffe de rigtige beslutninger, skriver Settlement om initiativet.
Indsatsen har alle årene været forankret i et samarbejde med Jobcenter København og Hovedstadens Beskæftigelses- og Integrationsudvalg.
Dronning Mary tager del i velkomsten klokken 15.00 og vil gå igennem Saxogade og tale med deltagere i Settlementets beskæftigelsesindsats og besøge et par af gadens butikker, oplyser arrangørerne.
Efterfølgende skal der festes med folkedans, koncert og middag ved et langbord i Saxogade.
Sidste år var 230 mennesker i praktik i en af butikkerne.
Målet er, at alle kommer ud af kontanthjælp og i stedet kommer i beskæftigelse. Det kan være i fleksjob, i uddannelse, i ordinær beskæftigelse eller førtidspension, når det er den rette hylde, oplyser Settlement.
/ritzau/