Filmen "De lydløse" om danmarkshistoriens største røveri er udtaget til den internationale filmfestival i Toronto - og får derfor verdenspremiere på den prestigefyldte festival.
Det oplyser Zentropa, der er et af produktionsselskaberne bag filmen, i en pressemeddelelse.
"De lydløse" er udtaget til filmfestivalens programsektion "Discovery", der er for nye instruktører.
Det er Frederik Louis Hviid, der har instrueret filmen.
Hviid fik sin instruktørdebut i 2020 med actionfilmen "Shorta", der fik verdenspremiere på den internationale filmfestival i Venedig.
Senest har han været konceptuerende instruktør sammen med Michael Noer på DR-serien "Huset" fra 2023 - hvilket han modtog en Robert for i 2024 for Årets TV-serie.
- Jeg er stolt og beæret over, at "De lydløse" får sin verdenspremiere på Toronto International Film Festival. Meget lig vores karakterer i filmen har "De lydløse" til tider krævet, at vi har måttet forsøge at lykkes med det umulige, lyder det fra Frederik Louis Hviid i pressemeddelelsen.
"De lydløse" er inspireret af fortællingen om det største røveri udført på dansk jord, hvor en gruppe mænd i 2008 satte sig for at røve Dansk Værdihåndtering - og slap afsted med 70 millioner kroner.
I hovedrollen som Kasper - en af røveriets primære bagmænd - ses Gustav Dyekær Giese, der tidligere har medvirket i filmen "Retfærdighedens ryttere" og DR-serien "Huset".
Mens den prisvindende skuespiller Amanda Collin, der fik sit gennembrud i "En frygtelig kvinde" og senest har medvirket i Nikolaj Arcels "Bastarden", også har en af filmens bærende roller.
"De lydløse" er skrevet af Anders Frithiof August og produceret af Kasper Dissing, som skal til to forskellige filmfestivaler i år.
Både med "De lydløse" i Toronto og Thomas Vinterbergs nye tv-serie "Familier som vores" i Venedig.
"De lydløse" er skabt i co-produktion med Film i Väst, Zentropa Sweden, Kazak Productions og Zentropa International France.
Den internationale filmfestival i Toronto i Canada finder sted fra den 5. til den 15. september.
"De lydløse" får dansk biografpremiere den 31. oktober.
/ritzau/
