DR-dramaet "Uniformen" er kåret til Bedste Serie ved tv-festivalen i Monte Carlo, Festival de Télévision de Monte-Carlo.

Public service-stationens fiktionschef, Henriette Marienlund, siger i en pressemeddelelse, at holdet er "virkelig stolte og glade".

- "Uniformen" er skabt af et stærkt dansk hold foran og bag kameraet, og prisen er en fantastisk anerkendelse af deres arbejde, siger hun og fortsætter:

- Det er stærkt at opleve, at en fortælling med så tydeligt afsæt i vores fælles samfund også rammer internationalt.

"Uniformen" udspiller sig på Politiskolen og følger en række elever, deres undervisere og ledelsen.

Krimidramaet centrerer sig dels om skolens nye rektor og dels om en af politieleverne, som under en aktion skyder en ung mand, der senere dør af sine kvæstelser.

Det rejser spørgsmål om politiets magtanvendelse og uddannelse.

Soheil Bavi spiller politieleven, der trækker sit våben og afgiver et skud. Han har sammen med producer Jonas Allen, producent Sofie Bergstein, manuskriptforfatter Oscar Giese og instruktør Jonas Alexander Arnby været i Monaco for at deltage i Festival de Télévision de Monte-Carlo.

Tv-selskaber, produktionsselskaber, distributører og streamingplatforme kan indsende produktioner til konkurrencen.

Herefter udvælger en nedsat komité de endeligt nominerede i hver kategori. Komitéen består ifølge Festival de Télévision de Monte-Carlo af "branchefolk".

Prismodtagerne i hver kategori findes af nedsatte juryer, hvis forpersoner og medlemmer er udpeget af festivalens administrerende direktør.

Juryen, som har udvalgt "Uniformen" i kategorien Bedste Serie, består af skuespiller Lesley Manville, der også er forperson, samt af serieskaber Greg Daniels, producer Hojin Kwon og af skuespillerne Frédérique Bel, Yasmin Finney og Kevin McKidd.

Festival de Télévision de Monte-Carlo blev grundlagt i 1961 af Monacos daværende monark, fyrst Rainier, der var gift med Hollywood-skuespillerinden Grace Kelly.

Sammen fik de landets nuværende monark, fyrst Albert, som i dag er ærespræsident for Festival de Télévision de Monte-Carlo.

DR annoncerede i maj, at "Uniformen" får endnu en sæson, som efter planen rammer skærmen i begyndelsen af 2028.

Her vil seerne både møde nye og velkendte ansigter.

Første sæson havde blandt andre Lene Maria Christensen, Peter Gantzler, Jacob Lohmann og Jakob Cedergren på rollelisten.

Politieleverne blev spillet af blandt andre Clara Rosager, Mathilde Arcel Fock, Marco Ilsø, Gustav Giese og af førnævnte Soheil Bavi, som var med i Monte Carlo for at modtage prisen for Bedste Serie.

/ritzau/