Dobbelt smitterekord: Indlagte med corona topper igen

Antallet af indlagte er det højeste under epidemien. En del af de indlagte er dog indlagt med en anden sygdom.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der blev sat to nye rekorder med fredags smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det seneste døgn er der konstateret 53.655 smittetilfælde med corona, hvilket er en ny top oven på torsdagens 51.033 prøver.

Samtidig er der nu 967 indlagte med corona på landets sygehuse, hvilket er højere end den hidtidige rekord på 964, der blev sat 4. januar sidste år.

Af den seneste tendensrapport fra SSI fremgår det, at 60 procent af dem, der var indlagt og havde corona i uge 1, var indlagt på grund af corona.

40 procent af de indlagte var altså indlagt, fordi de fejlede noget andet.

Og selvom patienter altså ikke nødvendigvis er indlagt på grund af covid-19-infektion, så er de mere krævende at have liggende, fordi der skal tages særlige forholdsregler for at undgå, at smitten spreder sig blandt andre patienter.

»Det er forkert at sige, at de ikke udgør en belastning af sygehusvæsnet, også selv om de ikke er indlagt på grund af covid.«

»967 indlagte er en væsentlig belastning, og vi er jo oppe på omkring 300 nyindlagte per døgn. Det tal vil formentlig fortsat stige,« siger Christian Wejse, lektor og afdelingslæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Han hæfter sig på positivsiden ved, at antallet af indlagte fredag på intensiv er nede på 33 personer, af dem er 19 personer i respirator og får hjælp til at trække vejret.

Og selv om antallet af døde med corona i løbet af det seneste døgn er steget med 26 til 3700, er det heller ikke nødvendigvis alarmerende, mener Christian Wejse.

»Når der har været over en halv million smittede de sidste 30 dage, så vil nogen af dem have været smittet med covid, selv om det ikke nødvendigvis er årsagen til, at de er døde. Derfor bliver dødstallet også en mindre retvisende indikator fremover,« siger Christian Wejse.

Han forventer på samme måde, at smittetallet også mister sin værdi, når vi ikke længere behøver coronapas i samme grad som tidligere.

»Hvis der er færre, der bliver testet, så kan antallet af bekræftede tilfælde godt falde, selv om det reelle antal stiger. Derfor kan det være svært at sige, hvornår smitten topper, når mørketallet stiger.«

De smittede i fredagens tal er fundet blandt 245.522 pcr-test. Det er den type test, hvor man bliver podet i halsen.

Det giver en positivprocent på 21,7. Det vil sige, at over hver femte test har været positiv.

Blandt de konstateret smittede er der 3263 reinfektioner. Det er personer, der er testet positive for corona mindst én gang før.

/ritzau/