DNA-prøver fra lort og spyt skal give vished om skudt ulv
Forskere afventer svar på DNA-analyse, der kan levere de sidste "puslespilsbrikker" om formodet problemulv.

Forskere afventer svar på DNA-analyse, der kan levere de sidste "puslespilsbrikker" om formodet problemulv.

DNA-prøver kan formentlig give svar på, om ulven, der blev skudt torsdag i Vestjylland, er identisk med den udpegede problemulv.
Der er nemlig blevet taget en spytprøve fra den dræbte ulv, som nu skal sammenholdes med en afføringsprøve fra en ulv, der tidligere blev observeret i området i nærheden af mennesker.
Det fortæller lederen af den nationale ulveovervågning, Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum Aarhus.
- Der er tidligere blevet taget en prøve fra afføring fra en ulv i forbindelse med en episode, hvor den kom tæt på mennesker.
- Ulven havde sat sig på en cykelsti og lagt en lort. Der var nogle frivillige, der var hurtige til at få prøven indsamlet.
- Samtidig har vi en spytprøve fra den nu nedlagte ulv. Så ved at sammenligne DNA fra de to prøver kan vi konstatere, om det er den samme ulv, der er blevet nedlagt, siger Kent Olsen.
Spytprøven er nu sendt til analyse, og Kent Olsen regner med at have svaret "i løbet af de kommende måneder".
- Så vi kommer til at lægge de sidste puslespilsbrikker, siger han.
Det har tidligere forlydt fra myndighederne, at der ikke var DNA-beviser til rådighed.
Men det skyldes ifølge Kent Olsen, at myndighederne ikke var klar over, at ulveovervågningen er i besiddelse af en afføringsprøve fra en tidligere hændelse.
Kent Olsen understreger, at alt fortsat tyder på, at Naturstyrelsens medarbejdere fik ram på den ulv, som er blevet defineret som en problemulv.
Betegnelsen er udløst af flere tilfælde, hvor en ulv er kommet tæt på både børn og voksne og tilsyneladende har mistet sin instinktive skyhed over for mennesker.
Det er særlige kendetegn ved den nedlagte ulv, der gør forskeren sikker i sin vurdering:
- Den har en hovedform, der er karakteristisk, og alle pelstegn viser også, at der er tale om samme individ.
- Men det vigtigste er adfærden. Der var to ulve til stede, da den blev skudt. Den ene søgte væk, mens den nu dræbte ulv var lidt indifferent og gik tæt på mennesker, siger Kent Olsen.
Naturstyrelsen har tidligere berettet, at to ulve var til stede torsdag aften kort før skudøjeblikket.
Den ene søgte væk og ind i et skovområde, mens den anden tilsyneladende var upåvirket af menneskers tilstedeværelse og blev skudt på ti meters afstand.
Ulvekadaveret er nu nedfrosset og vil senere blive undersøgt som led i den såkaldte faldvildtordning, hvor døde dyr i naturen indsamles og undersøges.
Her tjekkes ulvens sundheds- og foderstand, ligesom der udtages prøver af ulvens organer. Undersøgelsen foretages på Københavns Universitet.
RITZAU