DMI advarer om tæt tåge i Midtjylland i et varsel på sin hjemmeside.
Der er tale om et kategori 1-varsel, der henviser til en risiko for voldsomt vejr.
I sådanne tilfælde lyder anbefalingen fra DMI, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelser og udendørsaktiviteter.
Varslet gælder fra onsdag klokken 17 til torsdag klokken 02 om natten.
Der vil flere steder være en sigtbarhed under 100 meter, lyder det.
- Der er en generel fugtig luft over landet, og det genererer en del dis og tåge. Det gælder særligt over det centrale Jylland, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Thor Hartz.
På Fyn, i Nordvestsjælland og Sønderjylland er der også tåget, men den er særligt tæt i det midtjyske i byer som Viborg, Herning og Aarhus, fordi der har været en opklaring i vejret.
- Når der er huller i skyerne, kan varmen stråle ud i atmosfæren, og det gør, at temperaturen falder hurtigere, og med en fugtig luft kan det resultere i, at der kommer tåge, siger Thor Hartz.
Definitionen på tæt tåge er en sigtbarhed under 100 meter.
- Det begynder at kunne genere aftentrafikken, siger Thor Hartz.
DMI forventer, at flere skyer i løbet af natten vil øge sigtbarheden igen, så den tætte tåge vil være overstået inden morgentimerne.
- Jeg forventer ikke, at det kommer til at genere i morgentrafikken, siger Thor Hartz.
/ritzau/
