DMI udvider sit varsel om snestorm

Borgerne flere steder i landet skal forvente lokalt store mængder af sne, oplyser vagthavende ved DMI.

Snedynger og fygning ved Gedser 9. februar. I store dele af landet er der faldet sne, og når det samtidig blæser, giver det fygning. Der er varsel om snestorm for sydlige landsdele. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har tirsdag aften udsendt varsel for snestorm over Bornholm, Falster, det østlige Lolland samt dele af Østjylland.

»Der trækker nogle kraftige byger ned fra nordøst, som dannes ude ved Østersøen,« siger vagthavende ved DMI Mette Zhang.

Kriteriet for snestorm er mere end 10 centimeter sne på 6 timer samtidig med vind på mere end 10 meter i sekundet.

»Bygerne kan godt lokalt give op til mellem 5 og 30 centimeter sne. Men der vil være meget store forskelle mellem, hvor sneen falder.«

»Nogle steder får de måske kun fem centimeter, mens man andre steder kan få de 30 centimeter sne,« siger Mette Zhang.

Hun forventer, at det kraftige snefald på Falster vil aftage i løbet af natten til onsdag.

»Samtidig har vi nogle byger, som dannes ud over Kattegat, og de trækker ind over det østlige Jylland.«

Derfor har DMI har også udsendt et varsel om snestorm for områderne Billund, Odder, Middelfart, Vejen, Horsens og Hedensted, oplyser instituttet på sin hjemmeside.

Den trafikale situation i landet er fortsat stabil, lyder det ved 20-tiden fra Vejdirektoratet.

»Lige nu ser det meget roligt ud, for der er ikke så mange trafikale hændelser. Men det har nok også noget at gøre med, at folk i de værst ramte områder har forstået, at man ikke kører unødvendigt ud.«

»Så i hele landet ser det rigtig pænt ud,« siger Ruben Bay-Madsen, vagthavende i Vejdirektoratet.

/ritzau/