Fra torsdag eftermiddag rammer en hedebølge stort set hele landet – og det forventes at blive årets sidste.
De næste fem dage er der således lagt op til uafbrudt høje temperaturer, varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
En hedebølge betyder, at gennemsnittet af de højeste temperaturer er over 28 grader tre dage i streg, men for denne hedebølge lyder det altså, at den vil fortsætte fem dage fra torsdag.
Derfor er der udsendt et såkaldt kategori 2-varsel i alle kommuner bortset fra en række nord- og vestjyske kommuner samt Bornholm.
Et kategori 2-varsel er defineret som »farligt vejr«, og derfor skal man dels være forberedt på, at vejret kan påvirke ens omgivelser, trafikken og forsyning, dels at hedebølgen kan være farlig for ældre, små- og spædbørn samt personer, der lider af kroniske sygdomme.
Her lyder rådet fra DMI, at man drikker rigeligt med vand og holder sin krop afkølet.
Allerede tirsdag meddelte DMI, at en regional hedebølge i den sydlige del af landet kunne ramme i weekenden.
Instituttets vagthavende meteorolog, Martin Lindberg, fortalte i den forbindelse, at det meget vel vil blive den sidste hedebølge, der rammer Danmark i år.
»Selvfølgelig kommer der flere højtryk senere på sensommeren og måske også i september, men de vil nok være kortere og nok heller ikke så varme.«
Varslet fra DMI gælder for nu fra torsdag klokken 14 til mandag klokken 19.