Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler kraftig blæst i form af stormende kuling og forhøjet vandstand.

Varslet gælder fra natten til søndag indtil mandag ved den jyske vestkyst, oplyser DMI.

Ifølge vagthavende meteorolog ved DMI Jesper Eriksen er varslet for vandstand 2,70 til 3,2 meter over daglig vande langs vestkysten.

Han beskriver det som en "ret alvorlig hændelse", som prognoser viser.

Derfor er det vigtigt, at borgere langs vestkysten forbereder sig på de høje vandstande, siger Jesper Eriksen.

- Det er en ret alvorlig hændelse, som prognoserne har. Og den varsling, vi har ude, viser, at vandstanden kan blive flere meter over daglig vande, siger han.

Derfor opfordrer Jesper Eriksen til, at borgerne langs vestkysten forbereder sig, for bølgerne kan også blive meget høje.

Helt op mod fem meter høje bølger kan der komme på havet fra natten til søndag.

- Hvis de lokale når at sætte sandsække op og gøre andre tiltag for at sikre sig mod høj vandstand. De skal også lytte til de lokale myndigheder, og mange er jo allerede i gang med at sætte en masse ting i værk, siger han.

DMI understreger, at det er et varsel, og at de præcise værdier for vandstanden ikke kan siges med sikkerhed.

Årsagen til varslet skyldes dog, at vinden går om i vest, og i Nordsøen ventes stormende kuling til storm.

Det sender en masse vand ind mod vestkysten og er årsagen til varslet om forhøjet vandstand, der gælder for natten til mandag, fortæller Jesper Eriksen.

Der kan også opstå problemer med overfyldte vandløb på grund af nedbør og forhøjet vandstand i weekenden.

- De danske vandløb har lige nu ikke kritisk meget vand i sig. Men den våde weekend ventes at øge vandstanden i vandløbene, selv et stykke tid efter regnvejret er stoppet.

- Hvis der samtidigt er forhøjet vandstand i havene, har vandet fra vandløbene svært ved at løbe ud i havet. Dette kan potentielt give problemer, skriver DMI.

RITZAU