DMI advarer om isslag og snefygning i store dele af landet

Bilister, cyklister og fodgængere bør være forsigtige, når de begiver sig ud i trafikken lørdag morgen.

Der er lørdag risiko for sne- og isglatte veje i hele landet. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De fleste danskere vågner lørdag morgen op til en dag med vinterligt vejr med både isslag, sne og snefygning.

Så der er særlig grund til at være ekstra forsigtig, hvis man skal ud at køre lørdag morgen.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler således tidligt lørdag om »voldsomt vejr« med let isslag og snefygning i store dele af landet.

»Der er risiko for sne- og isglatte veje i hele landet,« lyder prognosen.

Risikoen for isslag er størst på Fyn og i Jylland samt på Lolland-Falster og i Kalundborg og Slagelse.

Isslag medfører risiko for et stort antal uheld med personskade til følge, lyder advarslen fra DMI.

»Færdsel, kørende såvel som gående, er forbundet med stor risiko for skade,« oplyser DMI i en meddelelse.

På Fyn og Jylland samt i Nordsjælland er der desuden ventet snefygning lørdag morgen.

Det kan ifølge DMI medføre hurtig lukning af udsatte veje og dannelse af snedriver.

Derudover skal bilister være opmærksomme på, at der er nedsat sigtbarhed på vejene i områder med snefygning.

Lørdag bliver præget af nedbør de fleste steder i landet. Først på dagen falder den som sne over de nordlige og østlige dele af landet. Længere mod syd og vest vil den derimod falde som regn eller slud.

Temperaturerne lørdag lægger sig omkring frysepunktet og når maksimalt op på fem graders varme.

/ritzau/