Distortion slår rekord og udvider gadefesten på Vesterbro
Distortion begynder onsdag på Rådhuspladsen. Torsdag afholdes gadefesten på Vesterbro for første gang i to år.

Distortion begynder onsdag på Rådhuspladsen. Torsdag afholdes gadefesten på Vesterbro for første gang i to år.

København bliver onsdag til søndag fyldt med musik og arrangementer, når festivalen Distortion afholdes.
Festivalen skydes i gang med Distortion X på Rådhuspladsen og fortsætter de følgende dage med blandt andet gadefest, havnefest og Distortion Ø.
I år vender gadefesten tilbage til Vesterbro efter to år på Nørrebro.
Tilbagekomsten markeres med et rekordhøjt antal fester og arrangementer, som afholdes i bydelen. I alt har over 50 arrangører tilmeldt sig.
Som noget nyt bliver Enghavevej en del af gadefesten på Vesterbro, hvor man blandt andet kan opleve wrestling under gadelygterne.
Thomas Fleurquin, der er stifter af Distortion, glæder sig til at se Vesterbro forvandle sig til en eksplosion af musik, performance og forskellige popupkulturer.
- Især glæder jeg mig til at se beboere blive begejstrede over, at kvarteret summer af glæde, og hvor vi kan hylde vores lille storby, siger Thomas Fleurquin.
Derudover flytter Distortion X til Jernbanebyen for første gang.
Her skal flere danske musikere spille, såsom Kesi og Rune Rask.
Daniel Toghill, der er direktør for Distortion, forklarer, at den nye placering af torsdagens Distortion X er ud fra et hensyn til beboelsestætte områder.
- Siden 2022 har vi ændret gadefesten ved at nedskalere scenestørrelserne og skabe mere luft og bevægelighed i områderne. Det har givet plads til hyggelige, skæve fester og aktiviteter for folk i alle aldre, siger Daniel Toghill.
Han uddyber, at de har oplevet et markant fald i klager, efter at de største musikscener er blevet rykket ind i traditionelle festivalområder.
I årene op til coronapausen deltog op mod 100.000 mennesker dagligt i de åbne gadefester.
Det kastede mange klager af sig fra københavnerne, og gadefesterne blev ifølge Distortion selv 'for ucharmerende'.
Flere beboere var utilfredse med blandt andet for meget støj og offentlig urinering.
Distortion indførte derfor betalingszoner for at lægge en dæmper på den vilde stemning i gadebilledet.
De fleste koncerter er nu til at finde i musikzoner, der kræver billet for at få adgang.
Mens det kræver billet at deltage i Distortion X, Ø og flere af de andre Distortion-arrangementer, er gadefesten på Vesterbro gratis.
Distortion blev afholdt første gang i 1998.
/ritzau/