Mens der i disse dage er krig og store spændinger i Mellemøsten, pågår der regeringsforhandlinger hjemme i Danmark.

De kan potentielt vare i lang tid, og derfor bør danske myndigheder samle sig i et særligt kriseberedskab under regeringsdannelsen for bedst muligt at håndtere udfordringerne i skyggen af konflikten i Mellemøsten.

Sådan lyder det fra Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

- Jeg kan være bekymret for, om regeringsforhandlingerne kommer til at stå i vejen for, at der kan træffes nødvendige beslutninger. I en situation som den her er det afgørende, at der er politisk handlekraft og hastighed, hvis presset tager til.

- Derfor opfordrer vi til, at der oprettes et beredskab, der følger udviklingen tæt, og som også har beslutningskraft og mandat til at handle, når det bliver nødvendigt, siger han i en skriftlig kommentar.

Mette Frederiksen (S) er aktuelt kongelig undersøger og forhandlingsleder i jagten på en ny regering.

Den gamle regering fungerer dog formelt stadig, indtil der er fundet en ny. Men ministrene må kun tage sig af praktiske ting, der er nødvendige for, at ministerierne og den offentlige forvaltning kan køre videre - ikke andet. Sådan lyder det i grundloven.

Dansk Industri foreslår at forankre et beredskab i Finansministeriet med selskab af Økonomiministeriet, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet, Nationalbanken og arbejdsmarkedets parter.

Krigen i Mellemøsten - som i første omgang berørte Iran, Israel og USA, men som siden har bredt sig til en hel række af olie- og gasproducerende lande i regionen - har sendt priserne på olie og naturgas i vejret.

- Når energipriserne stiger, sætter det sig i hele værdikæden og risikerer at gøre hverdagen dyrere for danskerne, lægge pres på virksomheder og arbejdspladser i hele landet og presse Danmarks samlede økonomi og forsyningssikkerhed, siger Lars Sandahl Sørensen.

/ritzau/