DF tror på tre taleradio-kanaler i Danmark – vil give Radio24syv lang overgangsperiode

Dansk Folkeparti arbejder nu på en overgangsordning for Radio24syv på en DAB-kanal på fire til fem år. Partiets medieordfører, Morten Marinus, siger, at det sagtens kan fungere med tre gange taleradio i Danmark, såfremt de gennemfører aftalen, og Berlingske Media og PeoplesGroup vinder et eventuelt udbud.

Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus kan nu fortælle, at Dansk Folkeparti vil finde penge til at finansiere en overgangsperiode for Radio24syv på fire-fem år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto/Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson

Dansk Folkeparti vil give Radio24syv en overgangsperiode på fire til fem år.

Det kan ske, hvis radiokanalen vinder et udbud af en taleradio på DAB, mener partiets medieordfører, Morten Marinus.

I et interview med branchemediet Mediawatch beskriver Morten Marinus en overgangsperiode, hvor driften af kanalen kan finansieres helt eller delvist af staten.

Berlingske har talt med medieordføreren, der holder fast i den aftale, som partiet har indgået med regeringen om FM4-udbuddet, som Berlingske Media og PeopleGroup ikke vil forlænge Radio24syv på, da mindst 70 procent af redaktionen fremover skal være 110 kilometer fra København:

»Ja, det er jo en aftale, vi har lavet med regeringen, så den holder vi fast i. Og så er det altså, at vi prøver at se, om man kan finde en anden løsning med en DAB-kanal, som måske kunne gøre det interessant for Berlingske Media og PeopleGroup at byde ind, for trods alt at leve videre og bruge den erfaring, man har opbygget over otte år med 24syv som taleradio,« siger Morten Marinus.

»Vi tror på, at selvom der så ville være tre taleradioer i Danmark, hvis det her bliver til noget, at det netop vil kunne fungere. Berlingske Media, PeopleGroup og 24syv har jo vist, at lytningen af taleradio er steget, siden 24syv er kommet på banen, så vi tror, at det vil kunne løfte det marked yderligere med et nyt 24syv på DAB samtidig med et nyt FM4.«

Hvad kommer det til at betyde for Radio24syv?

»Vi er i gang med at se på, om det skal være en DAB-løsning med lidt færre forpligtelser end FM4 har. Det vil sige, måske knap så mange timers nyproduktion om ugen, og dermed heller ikke den samme økonomi. Men trods alt en mulighed, hvis Berlingske Media og PeopleGroup ønsker at fortsætte Radio24syv i en årrække, såfremt de vælger at søge sådan et nyt udbud, hvis vi kommer så langt. Det er det, vi kigger på nu, og vi håber selvfølgelig vi kan nå et spadestik dybere efter påske.«

Kan du uddybe på nuværende tidspunkt, hvordan det kommer til at være?

»Nej, det er netop det, jeg ikke kan. Jeg kan ikke sige andet, end vi kigger på, om det kan lade sig gøre og - hvis det kan - under hvilke vilkår, det kan ske. I givet fald også om man kan finde økonomi til det, der gør, at det også er attraktivt for folk at søge ind på den her idé.«

Hvor stor en grad af kanalen skal være egenfinansieret, og hvor stor en grad skal være statsfinansieret?

»Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Tanken med det her er, at man har nogle offentlige penge i ryggen på sådan et udbud, men giver mere frihed i forhold til FM4-udbuddet.«

»Vi er godt klar over, at markedet for reklamer måske ikke er så attraktiv på DAB, som hvis man havde haft hele pakken. Men vi ser på, om der er andre indtægtsmuligheder for en privat driver af sådan en offentlig udbudskanal.«

Og I kan heller ikke komme nærmere på, hvor pengene fra staten skal komme fra?

»Nej, det er jo noget af det, vi sidder og kigger på nu. Det er noget af det, vi vender tilbage til ugen efter påske.«

Hvordan kan det være, at I forlænger antallet af år, Radio24syv kan køre videre?

»Det, vi har fundet ud af, er, at det rent praktisk nok ville være mest nærliggende, at det fulgte medieforligs-perioden, for når man så skulle drøfte et nyt medieforlig til den tid, kunne man finde ud af, hvad der så skulle ske fremover. Om man skal lave en nedtrapning for den DAB-kanal igen, om man skal indføre et stop og overføre fuldstændig til kommercielle vilkår eller noget helt tredje.«

»For at have mest hånd i hanke med processen hele vejen giver det bedst mening at det følge medieforligs-perioden.«

Hvordan skal overgangsperioden foregå? Er det en nedtrapning, der er tale om?

»Vi har ikke besluttet endnu, om det bliver samme beløb, man udbyder det til om året, eller om det bliver en nedtrapning.«