Det mørke kapitel i Carl Holsts dagbog: »Børnene bekymrer sig for deres far. Min kone er bekymret for sin mand. Det er ikke den mand, hun kender og holder af«

I en ny bog fortæller politikeren Carl Holst om sit liv i og uden for den politiske arena, om klimaet i Venstre og det skæbnesvangre formandsopgør i partiet i 2014. Her kan du læse et uddrag af bogen »Carl - prisen for et liv i politik«, der handler om den periode, hvor han sundede sig efter, at have taget orlov fra Folketinget.

Bogen »Carl - prisen for et liv i politik« udkommer i morgen - 29. april - heri fortæller han om de markante begivenheder fra sit liv i dansk politik. Thomas Lekfeldt

I december 2015 var jeg slået ud. Det var 24 dage efter, at en foreløbig advokatundersøgelse fuld af fejl havde givet mig et politisk knockout. Det var 11 dage efter, at jeg havde taget orlov fra Folketinget, og 13 dage efter, at regionsrådet i Region Syddanmark havde besluttet sig for at melde mig til politiet. Jeg var færdig, ked af det og vred på samme tid, kunne ikke sove og så ikke noget formål med at stå op om morgenen.
Jeg sad på en bænk foran vores hus i Rødding. Det var nat. Lørdag var skiftet til søndag, og kalenderen viste december. Julemåneden var begyndt.
I min dagbog noterede jeg nogle stikord, som jeg senere har renskrevet og skrevet til:

Tankerne flyver gennem hovedet og giver mig ingen ro.