Opdateret

Det første eldrevne IC5-tog er landet i Danmark

Det elektriske IC5-tog skal testes i Danmark, inden det efter planen kan køre med passagerer i 2027.

IC5-toget kommer til at være rygraden i fremtidens togtrafik i Danmark og skal efter planen være i drift i 2027. Foto: Jens Hasse / DSB/Free

Det første af DSB's nye og moderne IC5-tog er ankommet til Danmark, hvor det skal testes grundigt, før det kan tages i brug.

Således er det først fra 2027, at danskerne kan forvente at rejse med det elektriske tog på tværs af landsdelene.

Ikke desto mindre er ankomsten af det første togsæt en "stor milepæl" for fremtidens togtrafik i Danmark.

Sådan lyder det fra Flemming Jensen, administrerende direktør i DSB, i en pressemeddelelse.

- Det er et synligt bevis på, at vi er godt på vej mod en fuldt elektrisk togflåde. Det betyder flere afgange og mere komfortable og hurtigere rejser for vores kunder, siger Flemming Jensen.

Ankomsten af det første IC5-tog markeres torsdag eftermiddag, hvor toget vil blive præsenteret af DSB på et værksted i København.

Togene leveres af den franske togproducent Alstom og er den største investering i DSB's historie.

Prisen for levering og vedligehold af i alt 153 elektriske togsæt lyder på over 20 milliarder kroner.

IC5 skal erstatte DSB's aldrende dieseltog, der - i takt med elektrificeringen af jernbanenettet - udfases frem mod 2030.

Her skal DSB's togflåde ifølge den statsejede virksomheds eget mål være 100 procent elektrisk.

- En moderne ensartet togflåde baseret på IC5-togsæt vil også gøre drift og vedligehold af togene langt mere effektiv, når alle er sat i drift, siger DSB's direktør.

IC5-togene bygger på en togtype, der allerede kører i lande som Italien og Holland. DSB's version er tilpasset danske krav og designtraditioner.

Det nye tog har fem vogne med 300 siddepladser inklusive kørestolspladser.

Flere af vognene har lav indstigning, og der er mere plads til opbevaring af bagage end i de eksisterende tog.

Det nye IC5-tog har desuden en tophastighed på 200 kilometer i timen. Til sammenligning har IC3-toget en tophastighed på 180 kilometer i timen.

IC5 skal først og fremmest køre som InterCityLyn og InterCity-tog, men kommer også til at spille en rolle i regionaltrafikken.

/ritzau/