»Det er vanvittigt. Medarbejdere i Skattestyrelsen kæmper for at få velfærdssamfundet til at hænge sammen«

En kraftig eksplosion smadrede tirsdag aften facaden på Skattestyrelsens bygning på Østerbro. Der er næppe tale om drengestreger, mener skatteminister Morten Bødskov (S), som onsdag morgen besøgte stedet.

Skatteminister Morten Bødskov (t.h.) foran Skattestyrelsen onsdag morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Morten Bødskov har bogstavelig talt fået en ilddåb som skatteminister.

Sent tirsdag aften smadrede en kraftig eksplosion facaden på Skattestyrelsens bygning på Østerbro i København. Fra perronen på Nordhavn Station får man overblik over bygningens mange smadrede ruder. Man ser også, hvordan hovedindgangens stål er bøjet og krøllet i en sådan grad, at man kan kigge ind i den bygning, som har antændt en voldsom vrede i én eller flere endnu ukendte gerningsmænd.

Tidligt onsdag morgen besøgte Morten Bødskov sammen med Skattestyrelsens direktør, Merete Agergaard, området.

»Vi kigger lige nu op på en facade, der er totalt sprunget i luften. Med den kraft er det nok ikke bare drengestreger. Det er meget voldsomt. Det er et stort chok for alle i Skatteministeriet,« siger Morten Bødskov og tilføjer, at ingen er kommet til skade.

Onsdag morgen er politiet massivt til stede i området. Selve Skattestyrelsen er bevogtet af betjente og skærmet af med afspærringstape. Ellers fortsætter livet med morgenløberne og forældrene, som skal aflevere børn i de mange daginstitutioner på indre Østerbro.

Merete Agergaard, er det rigtigt forstået, at der var rengøringspersonale i bygningen, da eksplosionen fandt sted?

»Som jeg er orienteret, var der et par stykker. Men de blev ikke direkte berørt af eksplosionen. Det er primært indgangen til Skattestyrelsen, som er beskadiget. Kontorerne er i al væsentlighed uskadte,« siger hun.

Har I udleveret overvågningsoptagelser til politiet?

»Politiet har arbejdet hele natten og er stadig i gang med undersøgelser og med at indsamle informationer. Jeg mener ikke, at der er overvågningskameraer,« siger Merete Agergaard.

Morten Bødskov, hvad fortæller det dig, at der er sket en voldsom eksplosion ved hovedindgangen til Skattestyrelsen på Østerbro?

»Det er vanvittigt. Medarbejdere i Skattestyrelsen kæmper for at få velfærdssamfundet til at hænge sammen og sørger for, at vi alle sammen bidrager med hver vores del til at få det til at hænge sammen. Det er også vanvittigt for naboerne til bygningen. Nu er det en opgave for politiet at komme helt til bunds,« siger Morten Bødskov, som i øvrigt er tidligere justitsminister.

Har du fantasi til at forestille dig, hvorfor nogen vil sprænge en bombe ved Skattestyrelsen?

»Det rækker min fantasi ikke til. Men man ved aldrig. Derfor er det vigtigt, at politiet nu får ro og hjælp til at komme til bunds,« siger Morten Bødskov.

Merete Agergaard siger:

»Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget tilsvarende, og jeg gør mig ingen gisninger om, hvad der ligger bag. Det vil jeg overlade til politiet. Jeg er mest optaget af vores medarbejdere,« forklarer hun:

»Vi er en håndfuld, som har været i gang siden klokken fem i morges med at orientere og bedt medarbejderne om at holde sig væk fra Østbanegade i dag, fordi det er vigtigt, at vi får sikret arbejdspladsen. Og så regner vi med, at folk kan komme tilbage i morgen.«

Hvordan har du det med, at nogen har sprunget en bombe?

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle ske. Det er voldsomt og afskyeligt.«