Det danske pas er stadig blandt de stærkeste i verden
Hvis man har et pas fra Afghanistan, kan man rejse frit til 22 destinationer. Danmark har adgang til 187.

Hvis man har et pas fra Afghanistan, kan man rejse frit til 22 destinationer. Danmark har adgang til 187.

Danskerne er blandt dem, der står bedst, når det skal besluttes, hvor den næste rejse går hen.
Det danske rødbedefarvede pas er nemlig fortsat et af verdens stærkeste og deler fjerdepladsen med ti andre europæiske lande, viser den seneste udgave af Henley Passport Index ifølge det amerikanske medie CNN.
Indekset undersøger løbende, hvilke pas det er nemmest at rejse rundt i verden med.
Det bygger på tal fra Den Internationale Luftfartssammenslutning (Iata). Den ser på almindelige pas og de formelle visumregler.
Således kan danskerne rejse til 186 destinationer visumfrit eller ved at få visum ved ankomsten mod Singapore, der topper listen med 192.
Danskernes lille rejsebog deler fjerdepladsen med lande som Frankrig, Tyskland og vores naboer oppe i Norge.
Indekset markerer i denne måned 20-året for det første af slagsen. På de to årtier er amerikanernes pas faldet fra en førsteplads til tiendepladsen.
Ifølge rapporten er der en tydelig sammenhæng mellem et lands placering på fredsindekset og styrken af dets pas. Fredsindekset er en global rapport, der måler og rangerer fredeligheden i 163 lande og territorier.
Lande som Singapore, Japan, Finland og New Zealand ligger sammen med Danmark højt på begge ranglister, skriver CNN.
Der er dog undtagelser, da USA og Israel har stærke pas, mens nationerne placerer sig lavere på fredsindekset ifølge mediet.
Svenskerne ligger alene over Danmark på tredjepladsen. Vores naboer på den anden side af Øresund kan nemlig i modsætning til danskerne rejse til Irak uden visumpligt, fremgår det af indekset.
Japan, Sydkorea og De Forenede Arabiske Emirater deler andenpladsen.
Det private, canadisk-baserede investerings- og migrationsrådgivningsfirma Arton Capital står bag ranglisten.
Virksomheden rådgiver private personer og investorer og hjælper med at opnå en ekstra anden eller tredje nationalitet gennem investeringer.
RITZAU