Der er fundet 398 tilfælde af omikron i Danmark

Siden mandag er der konstateret 137 flere tilfælde af smitte med omikronvarianten i Danmark.

Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Styrelsen for Forsyningssikkerhed og Statens Serum Institut afholder pressebriefing om status på epidemien, Omikron-varianten, smitteopsporing og test-kapaciteten, i Eigtveds Pakhus i København, tirsdag den 7. december 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er i alt fundet 398 tilfælde af omikronvarianten i Danmark.

Det siger direktør i Statens Serum Institut (SSI) Henrik Ullum på et pressemøde med sundhedsmyndighederne.

Det er 137 flere tilfælde end mandag, hvor der var 261 tilfælde.

På pressemødet siger direktøren også, at omikron »er løbet fra os«.

Han peger på, at smitteopsporingen ikke længere kan stoppe smitten med den nye variant.

»Hvor smitten tidligere kom fra rejsende til Danmark, bliver over 90 procent nu smittet i Danmark,« siger han.

Viborg Kommune er der, hvor der er registreret flest tilfælde af omikron.

I en pressemeddelelse skriver kommunen, at der tirsdag formiddag var registreret i alt 114 smittede med omikronvarianten.

På pressemødet siger Anette Lykke Petri, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, at der nu er samfundssmitte med omikron.

Det betyder, at sundhedsmyndighederne ikke længere kan relatere omikron til en bestemt, kendt smittekæde.

Der er stadig meget, man ikke ved om den nye coronavariant. Det bliver slået fast af flere myndigheder på pressemødet.

Henrik Ullum fra SSI siger dog, at der er spæde tegn på, at dem, der bliver syge, i færre tilfælde skal indlægges. Det tyder også på, at de skal have mindre ilt.

I forhold til vaccinationer er der stadig usikkerhed.

»Vi ved ikke, i hvilket omfang vaccinerne vil virke mod omikron,« siger Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, på pressemødet.

Han understreger, at han fortsat ser vaccinerne som et vigtigt våben mod smittespredning.

»Særligt med tredje stik og revaccination får vi taget brodden af smitten,« siger Ullum.

Sundhedsstyrelsen indførte sidst i november en retningslinje om, at nære kontakter til nære kontakter til smittede med omikron skulle gå i selvisolation.

Den anbefaling sløjfes nu, fordi situationen ser anderledes ud.

/ritzau/