Da fodboldspilleren Christian Eriksen faldt om under en fodboldlandskamp i Parken under EM for et år siden, strømmede det til med nye hjerteløbere i Danmark.

Det fortæller Grethe Thomas, der er projektleder i TrygFonden, som har et korps af hjerteløbere.

»Det vi umiddelbart så, efter at Christian Eriksen faldt om i Parken, det var en vældig stor interesse for at blive hjerteløber,« siger hun.

Hun fortæller, at omkring 700 meldte sig som hjerteløbere hen over weekenden for landskampen.

Udviklingen fortsatte over sommeren, hvor godt 500 meldte sig som hjerteløbere om ugen, fortæller Grethe Thomas.

»Det er en stor stigning mod de 1-200 hjerteløbere, vi fik, inden Christian Eriksen faldt om.«

For et år siden var der i runde tal 113.800 hjerteløbere i Danmark. Da den seneste landskamp imod Kroatien startede, var der i runde tal 139.600 hjerteløbere.

Det er 25.800 eller 23 procent flere på et år.

Hjerteløbere bliver alarmeret, hvis de befinder sig i nærheden af en person med et formodet hjertestop.

Dermed kan de i nogle tilfælde være hurtigere fremme end det professionelle redningsmandskab.

»Hjerteløberne er altafgørende for, at man oplever et hjertestop med en bevaret livskvalitet. Ganske enkelt fordi hjerteløberne er i lokalområdet.«

»Vi ved, at overlevelsen falder med ti procent for hvert minut, der går,« fortæller Grethe Thomas.

Der bliver alarmeret omkring 20 personer hver gang, der sker et hjertestop.

Omkring 5000 personer om året får et hjertestop uden for sygehusene. Det svarer til omkring 13 personer om dagen.

Hjerteløberne blev skabt i 2017 med inspiration fra Stockholm, efter TrygFonden kunne se, at hjertestarterne rundt omkring i landet ikke blev brugt.

I dag er der 2373 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere.

Det højeste antal hjerteløbere per indbygger er i dag i Region Hovedstaden. Her er der 2899 hjerteløbere pr. 100.000 indbyggere.

Christian Eriksen faldt om under en landskamp imod Finland for et år siden. Han blev genoplivet på banen i Parken og blev efterfølgende behandlet på Rigshospitalet.

Siden februar har han spillet for den britiske premiere league-klub Brentford.

/ritzau/