Det begyndte at dæmre, at noget særligt kunne være på vej i dansk cykling, en grå og kold efterårsdag i 2019. Det havde regnet så meget, at oversvømmede veje forkortede VM-ruten ved Harrogate i England. Men rytterne skulle stadig ud på 261 barske kilometer i blæst og regn. Det var lige betingelser for den dengang 23-årige Mads Pedersen, der gav alt i en sidste lang spurt fra udbrydergruppen og passerede stregen som verdensmester.

Han trådte frem på scenen som en rytter af den gamle skole, der trives under de værste forhold. Det var et bevæget øjeblik, hvor kommentatorerne slap al selvbeherskelse og brølede den uventede sejr ind i mikrofonerne.