Et meget sjældent naturfænomen viser sig tirsdag på himlen over Danmark.
Fra klokken 11.05 vil Månen nemlig begynde at glide ind foran Solen fra den ene side og skygge for en del af Solens lys. Det er det, man kalder en delvis solformørkelse.
Fænomenet indtræffer kun omkring to gange årligt et eller andet sted på Jorden.
Altså er det langtfra hvert år, at vi i Danmark kan opleve Månen skygge for Solen og derved danne en lille halvmåne.
Tirsdagens solformørkelse kommer til at strække sig fra det østlige Grønland til det vestlige Mongoliet med linje ind over Europa. Og fra Sri Lanka og Maldiverne i syd til Svalbard i Norge i nord.
Det sker, selv om man i langt størstedelen af området slet ikke kommer til at bemærke det.
37 procent af Solen dækkes
I Danmark kommer vi dog til at opleve, at op til 37,3 procent af Solen bliver dækket, når Månen sniger sig ind foran solskiven.
Her vil solen være maksimalt dækket omkring klokken 12.10, og 13.21 er det overstået igen.

Der findes forskellige former for solformørkelse, og den totale solformørkelse, hvor hele solen er dækket er også den allermest sjældne. Sidste gang, en total solformørkelse var synlig fra Danmark, var i 1851, og næste gang bliver på Bornholm i 2142.
Den seneste totale solformørkelse på Jorden kunne opleves på Antarktis 4. december sidste år.
Solen er 400 gange større end Månen, men Månen er næsten 400 gange tættere på Jorden. Det er grunden til, at man kan opleve totale solformørkelser.
Månen roterer én omgang om Jorden hver måned, men når en solformørkelse ikke finder sted hver måned, skyldes det, at Månens bane om Jorden hælder en smule i forhold til Jordens bane om Solen.
Hvis du skal ud og se på solformørkelsen tirsdag, er det vigtigt, at du husker særlige solformørkelsesbriller, der bortfiltrerer al skadelig stråling.
Du kan se, hvordan solformørkelsen udfolder sig over Danmark her:




