Lørdag aften var den danske filmbranche samlet for første gang i umindelige tider, da Robert Prisen blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center i København. Og det blev fejret.
Det blev især en uforglemmelig aften for holdet bag »Hvor kragerne vender«, der vandt aftenens hovedpris, nemlig Årets Danske Spillefilm.
Samtidig kunne instruktøren bag, Lisa Jespersen, lade sig hylde som Årets Instruktør som den kun anden kvinde i danmarkshistorien.
»Hvor kragerne vender« er hendes debutspillefilm. Sammen med Sara Isabella Jønsson snuppede hun også prisen for Årets Originale Manuskript.
Sidste år måtte uddelingen afholdes virtuelt.
Det var dermed første gang siden 2020, da coronapandemien skyllede ind over landet og lukkede både biografer og filmproduktioner, at skuespillere, instruktører og filmfolk kunne mødes rigtigt for at hylde hinandens bedrifter.
Der var også priser til de skuespillere, der har gjort sig særligt bemærket på det store lærred.
Simon Bennebjerg, der spiller Thorkild Bjørnvig i Bille Augusts »Pagten« snuppede prisen for Årets Mandlige Hovedrolle, mens Birthe Neumann fik prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle for sin portrættering af Karen Blixen i samme film.
»Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet i aften, men det her er overvældende,« sagde hun fra scenen.
Dokumentaren »Flugt«, der har gået sin sejrsgang over hele verden med sin barske historie om flygtningen Amin, og som også er sortlistet til to Oscar-statuetter, fik også masser af opmærksomhed ved prisuddelingen.
Ud over prisen for Årets Dokumentar snuppede den også prisen for Årets Score, Årets Sound Designer og Årets Klipper. Filmens producer, Monica Hellström, fik desuden særprisen IB Prisen, som uddeles af Danske Filminstruktører.
I tv-kategorierne kunne »Kastanjemanden« hjemtage prisen for Årets Tv-serie, og skuespillerne i serien blev også belønnet. Årets Kvindelige Hovedrolle I En Tv-serie fik Danica Curcic. David Dencik snuppede statuetten for årets mandlige birolle for sin rolle i serien, mens Iben Dorner fik prisen for den kvindelige ditto.
Det Danske Filmakademi har uddelt de eftertragtede Robert-priser siden 1984. Priserne gives efter afstemning blandt alle filmakademiets medlemmer. For at blive medlem er det et krav, at man arbejder i filmbranchen.
/ritzau/