Debattør kritiserer Özlems dialogkaffe-center: »Man skal ikke ødelægge et projekt, der kun har et par timer på bagen, men ...«

Özlems Cekics nystartede Center for Dialogkaffe bygger på en falsk præmis om, at vi ikke taler godt nok sammen i Danmark. Det siger Ali Aminali, debattør og tidligere folketingskandidat for de Konservative. Han frygter, at det nye dialogkaffeprojekt bliver en klub for de mennesker, der i forvejen er enige.

Ozlem og co
Özlem Cekic og resten af folkene bag det nye Center for Dialogkaffe skal ikke regne med, at den konservative debattør Ali Aminali bliver en del af deres nye bevægelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Özlem Cekic og de andre folk bag det nye Center for Dialogkaffe håber på, at det nye initiativ udvikler sig til en »massebevægelse«, men det er ikke en bevægelse, der umiddelbart tiltrækker Ali Aminali, debattør og tidligere folketingskandidat for de Konservative.

»Jeg er skeptisk. Man skal ikke ødelægge et projekt, der kun har et par timer på bagen, men jeg undrer mig over det billede, der bliver tegnet, hvor det kommer til at fremstå, som om vi slet ikke taler sammen i Danmark længere: At der er en så hård tone, at det er bydende nødvendigt med brobygning og dialogkaffe,« siger Ali Aminali, der er uddannet socialrådgiver.

»Du får heller ikke omvendt nogle holdninger i de højre- og venstreekstreme miljøer ved bare at komme ud en enkelt gang.«


Det nye dialogkaffecenter og Foreningen Brobyggerne, der blandt andre tæller forfatter Flemming Rose, imam Naveed Baig og tidligere overrabbiner Bent Melchior, blev lanceret tirsdag. Og i tirsdagens avisudgave af Berlingske fortalte Özlem Cekic om baggrunden for de nye projekter.

»Det grundlæggende problem er, at vi med stor bekymring har set, hvordan den offentlige debat udvikler sig i Danmark. Vi har traditionelt set haft stor tillid til hinanden og institutionerne herhjemme, men som verden udvikler sig med krige og terror, er vi i stigende grad begyndt at frygte hinanden,« sagde hun.

Det er den præmis, som Ali Aminali angriber:

»Vi er stadig et ret priviligeret samfund. Vi har stadig tillid til hinanden. Jeg synes, at vi har de samtaler og refleksioner, hun lægger op til, at der mangler,« siger han.

Det kan blive en kaffeklub, der lukker sig om sig selv

Men det er ikke kun Özlem Cekic, der står bag projektet. Det gør en række folk med varierende baggrund og med viden om forskellige miljøer. Måske er det bare dig, der er galt afmarcheret og ikke kender til den polarisering, som man ønsker at komme til livs?

»Jeg køber ikke ræsonnementet om, at vi er så langt fra hinanden. Så polariserede er vi ikke. Vi har det altså godt, og jeg køber ikke ideen om, at vi skal redde dialogen, og hvis vi skal, tror jeg snarere, at vi gør det ved at komme ud til folkeskolerne, institutionerne og ved at have en gentagen dialog. Du får heller ikke omvendt nogle holdninger i de højre- og venstreekstreme miljøer ved bare at komme ud en enkelt gang,« siger Ali Aminali.

Özlem Cekic siger jo selv, at der er en gruppe, de ikke kan nå. At de ikke går efter at omvende lederen af Hizb ut-Tahrir eller Rasmus Paludan. I stedet er målgruppen de folk, der lytter til dem. Giver det ikke meget god mening at gå efter tilhørerne?

»Jo, men jeg er principielt skeptisk over for den tilgang. Jeg håber, det kan lykkes, men jeg er bange for, at det bare bliver en kaffeklub, hvor de, der er enige i forvejen, enes om, at det er de andres skyld, at vi ikke har en ordentlig debat. Jeg forstår ikke, hvad formålet er,« siger Ali Aminali.

Özlem Cekic håber jo, at man kan ændre holdninger ved at tale åbent om de forskelligheder, der er blandt befolkningsgrupperne, og at hun ikke har et mål om, at folk bliver enige. Tror du ikke, at det kan lykkes?

»Men hvis målet ikke er at blive enige, så bliver det bare til en kaffeklub, hvor man lukker sig sig om sig selv,« siger Ali Aminali.