I februarkulden gik danskerne pludselig og talte latin.
Castrum doloris skrev aviserne, castrum doloris sagde eksperterne på tv, og castrum doloris sagde menigmand på gaden.
I starten snublede vi over de fremmedartede ord, men til sidst - i køen uden for Christiansborg slotskirke - blev de latinske gloser leveret ubesværet, når et kamerahold stoppede op ved en af de 19.356 danskere, der stod i kø for at defilere forbi Prinsens kiste.
Da prins Henrik sov stille ind på Fredensborg den 13. februar klokken 23.18, rykkede danskerne i bemærkelsesværdig grad sammen. I medfølelse med den kongelige familie og for manges vedkommende også med en lidt dårlig smag i munden over, at man ikke havde værdsat manden i levende live. At man havde stået der med sit dumme, smørrede grin.
For der var delte meninger om Prinsen, da han levede - især i de senere år, hvor en demenssygdom satte sit præg på hans opførsel. Han var elsket for sit vid, sin uortodokse humor og kunstneriske sans, men han blev også ålet for sine fremmedartede franske synspunkter og værdier, som ikke just var rundet af skandinavisk rundkredspædagogik.
Farvel til Henrik, Kim og to Benny'er
På mange måder blev Prins Henriks død og bisættelse symbolsk for året 2018.
Det var et år, hvor vi talte meget om det, der splitter os. Om kløften mellem hovedstaden og provinsen, det snakkende segment kontra det rigtige folk, veganere mod kødspisere og strammere versus slappere. Eksperter analyserede, konkluderede og diskuterede.
Men på mange måder kunne vi alligevel finde sammen, når en af de store faldt. Når en vigtig stemme forstummede.
Vi så det i august, da Snøvsens og Svantes »far«, Benny Andersen, døde 88 år gammel i sit hjem i Sorgenfri, og vi så det nok allerstærkest, da Kim Larsen i september blev tavs. 72 år gammel efter længere tids kræftsygdom.
Han røg, han drak, han bandede, han var langhåret og venstreorienteret, han var tyndhåret med borgerlige sympatier, og han var en sur gammel stodder med et glimt i øjet. Han passede ikke i nogen kasse, og danskerne elskede den gamle spillemand for netop dét.
Da vi sammen gik over Langebro med fakler og øl, var det pludselig lige meget, om man i sin tid havde været mest til Gasolin eller Shubidua. Den dag var alle til Kim.
Grand Slam og grande skuffelse
I sport er det normalt enten eller. Nogle hepper på det ene hold, andre på det andet. Vi er enten sportsnørder eller ignoranter. Dette dogme har det dog med at punktere, når danskere vinder, og vi alle pludselig står og sejler op ad åen. Så vejer nationalfølelsen tungt, og selv ignoranterne sidder på det yderste af stolen og gyser over kampe, de normalt ikke ville have ænset.
I januar lykkedes det langt om længe Caroline Wozniacki at hjemføre karrierens første Grand Slam, da hun i tre sæt vandt Australian Open over Simona Halep fra Rumænien. Foran TV-skærmene kunne tusinder af danskere juble med Miss Sunshine og hendes far, hvis ambitiøse tilgang til træning af datteren, fra hun var ganske lille, ellers længe har givet givet anledning til rynkede bryn.
Også fodboldlandsholdet har gennem årene fået på hattepulden, og ved VM i Rusland gik fodboldens feinschmeckere da heller ikke bagover af benovelse over skønhed i spillet i den indledende gruppe. Men med imponerende 18 kampe uden nederlag havde de danske fodboldherrer immervæk kvalificeret sig, og det lykkedes dem endda at nå ottendedelsfinalen. Selv de største skeptikere måtte nikke anerkendende.
En fænomenal kroatisk målmand og et sløjt straffespark fra Nicolai Jørgensen satte dog et brat punktum for begejstringen - og så fik Hr. Jørgensen ellers læst og påskrevet af skuffede danskere på de sociale medier.
Løb med prinsen
I maj fejrede over 60.000 danskere kronprins Frederiks 50 års fødselsdag ved at deltage i folkeløbet Royal Run. Kronprinsen deltog selv - trods rygproblemer - og formåede på én dag at løbe med friske undersåtter i de fem største byer i Danmark. Ved sådan en lejlighed er det godt at have en helikopter som transportmiddel.
Men Kronprinsen måtte som mange mænd sande, at hans hustru stjal rampelyset på hans store dag. Ved gallataflet på Christiansborg Slot den 26. maj om aftenen fejede kronprinsesse Mary benene væk under både Kronprinsen og det halve kongerige med en fænomenal tale. En drillende, kærlig og rørende tale, der et halvt år senere fortjent indbragte hende »Talerprisen«.
I 1967, året inden Kronprinsen blev født, købte eventyreren Troels Kløvedal sit skib »Nordkaperen« med det ene formål at rejse ud i verden for med egne øjne at se dét, som aviserne skrev om. Dagen før juleaften sluttede eventyret, da Kløvedal efter længere tids sygdom lukkede øjnene for sidste gang.
I november mistede vi det sidste Olsen Bande-medlem, Morten Grunwald alias Benny. Første Olsen Banden-film blev vist i oktober 1968, filmene med Egon, Benny og Kjeld blev hurtigt et af de mest skattede danske nationalklenodier, og i oktober 2018 kunne vi så fejre bandens 50 års jubilæum. Dog uden den sidste af hovedpersonerne, for Morten Grunwald, en af dem, der kunne samle danskerne, var for syg til at deltage.
