Unge mænd og kvinder er mandag morgen mødt op på Haderslev Kaserne for at påbegynde deres værnepligt, som strækker sig over de næste 11 måneder.
Dermed har mere end 100 frivillige mandag tyvstartet på den nye forlængede værnepligt, der i princippet først træder i kraft til sommer.
Det var et bredt flertal i Folketinget, der med forsvarsforliget i juni 2023 blev enige om at styrke værnepligten med flere værnepligtige, øget ligestilling og forlænget tjenestetid.
Med den længere værnepligt vil der være op mod 7500 værnepligtige om året i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Med den nuværende model er der omkring 5000 værnepligtige hvert år.
Det er ikke blot værnepligten på Haderslev Kaserne for hæren, der bliver taget hul på i februar.
Fremrykningen gælder også i Frederikshavn for søværnet og i Karup og Skalstrup for flyvevåbnet.
Alle værnepligtige, som begynder på den nye forlængede værnepligt i februar, har meldt sig frivilligt.
Chefen for værnepligtsprogrammet, oberst Kenneth Strøm, understreger, at den nye forlængede værnepligt giver mulighed for, at de værnepligtige kan løse andre funktioner end det, de kan i dag med fire måneders værnepligt.
- De kan i langt højere grad blive specialiseret end det, som man kan i værnepligten i dag, siger han.
- Det vil sige, at mange værnepligtige kommer til at indgå sammen med fastansatte for eksempel på søværnets skibe, siger han og nævner også muligheden for at være en del af droneafdelingen og jordbaseret luftforsvar.
Han fortæller, at de 11 måneder er inddelt i 5 måneders basisuddannelse og derefter 6 måneders yderligere uddannelse i operativ opgaveløsning.
De yderligere 6 måneders såkaldte specialisering vælger man allerede på Forsvarets Dag, der tidligere blev kaldt session.
- Her bliver man præsenteret for alle værnepligtslinjer, og der vælger man, hvad man godt kunne tænke sig at arbejde med, siger obersten.
Det er ønsket, at så mange som muligt bliver inspireret til at blive i Forsvaret efter deres værnepligt.
- Vi har mere end 40 uddannelser, som man kan vælge, så det at få folk ind på den rette hylde er centralt for os, siger Kenneth Strøm.
/ritzau/
