Oslobåden er mandag seks timer forsinket mod København på grund af stormen Dave.

Det skriver Go Nordic Cruiseline på sin hjemmeside.

- På grund af det stormfulde vejr vil Nordic Crown være forsinket til København.

Færgen Nordic Crown skulle være ankommet fra Oslo til København klokken 10.00, men nu lyder den forventede ankomst i stedet klokken 16.00.

Det lyder desuden, at rejsende skal være opmærksomme på, at der kan forekomme ændringer i rutetiderne.

Dave har i den sidste del af påsken hærget over Danmark.

Under søndagens storm blev der målt vindstød af orkanstyrke. Det er første gang siden 1997, at det er sket i april måned, oplyser DMI.

TV 2 Østjylland udgav også søndag en video fra færgen mellem Anholt og Grenaa, hvor havets bølger gav de rejsende en særligt hård overfart.

Ifølge mediet tog turen halvanden time længere end normalt.

Varslet om storm gjaldt til klokken 20.00 søndag aften, men selv om der reelt ikke længere er tale om storm, så skaber det kraftige blæsevejr fortsat udfordringer.

Særligt Jylland har været hårdt ramt af blæsten.

Mandag lød det fra Nordjyllands Politi, at der var mange anmeldelser om nedfaldne tagsten.

Også andre steder i landet rusker vinden fortsat.

Flere steder i landet advares der om kraftig vind på broer. Det fremgår af Vejdirektoratets hjemmeside mandag formiddag.

På Storebæltsbroen er passage med påhængskøretøjer under 750 kilo forbudt grundet kraftig blæst.

Også på Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige advares der mandag om kraftig vind, og vindfølsomme køretøjer anbefales ikke at passere.

Ligeledes er der kraftig vind på Vejlefjordbroen, Svendborgsundbroen og Farøbroerne.

/ritzau/