Danskerne står over for store problemer – så nu tager hun billeder af små mennesker

Fotograf Pernille Bering har sat sig for at få det mest positive ud af situationen.

Pernille Bering med sine små mennesker. Foto: Bering Foto Fold sammen
Læs mere

Man skal se det store i det små. Og omvendt. Under coronakrisen skal vi også kunne smile af tingenes tilstand. Det mener Randers-fotograf Pernille Bering.

Da Danmark lukkede ned, og stemningen i landet og på de sociale medier blev for mørk, og hun mistede en masse af sit arbejde, tænkte hun: Nej! og skabte »De små mennesker« på sin Facebookside.

»Jeg er en af de her soloselvstændige, hvor der fra den ene dag til den anden forsvandt nogle af mine kerneopgaver. Jeg plejer at lave virksomhedsportrætter og modelfotograferinger for tøjfirmaer, produktoptagelser og meget, hvor jeg skal ud til folk. Det er blevet udsat på ubestemt tid.«

»Med corona er det hele blevet så trist. Så jeg tog en anden vinkel på krisen og satte mig for at skabe lidt glæde og humor på de sociale medier.«

Der hamstres – i det små. Foto: Bering Foto Fold sammen
Læs mere

»For et par år siden lavede jeg nogle miniaturebilleder til Djurslands Bank her i byen, da de skulle flytte ind i deres nye lokaler. Så deres vægge er dekoreret med miniaturebilleder af kendte steder i Randers. Og så tænkte jeg: Lige præcis den her krise vi står i, specielt alt det her med hamstring af gær og toiletpapir, at det kunne man bruge miniaturebillederne til at lave noget humoristisk på.«

»Jeg kan rigtig godt lide at lave humoristiske billeder med et lille twist. Jeg bliver selv glad af at gå og lave dem, og det holder mig kreativ. Den 18. marts lagde jeg det første billede ud.«

»I forlængelse af det her får jeg billederne lavet om til puslespil, som folk kan bestille. Det er jo en af yndlingssyslerne for tiden, at lave puslespil, det hitter i øjeblikket.«

»Nu ligger der så en fire stykker på min webshop, som man kan bestille som puslespil. Bare sådan for at tænke ud af boksen og for at holde gang i forretningen. Mange bække små. Jeg lægger et billede ud hver dag.«

Pernille Bering, fotograf

»Med corona er det hele blevet så trist. Så jeg tog en anden vinkel på krisen og satte mig for at skabe lidt glæde og humor på de sociale medier.«


»Jeg har i forvejen et hav af de der små figurer og købte også nogle ekstra. Det er egentlig sådan nogle bittesmå mennesker, man kan købe i togbane/hobbyforretninger. Man får dem i æsker med forskellige temaer med for eksempel solbadende folk eller folk, der fester eller ambulancefolk. Der er en hel verden.«

»På den måde kan man også gøre lidt gavn for de butikker, der er trængt. Der er folk, der følger med hver eneste dag og nærmest går og venter på, at jeg lægger et nyt billede ud. Nogle synes, det ligner kunst. Jeg synes bare, det er sjovt at lave. Der er vist ingen, der har syntes, det var for meget eller for overfladisk.«

»De små mennesker« i stor krise. Foro: Bering Foto Fold sammen
Læs mere

»I dag kommer der et billede på med nogle mænd, der er ved at udhule et æble. Det er så min kommentar til, at der er rigtig mange mennesker, der mæsker sig i kage og søde sager. Det er sådan »husk nu at spise sundt«​-agtigt på en sjov måde.«

»Min personlige holdning er, at man skal få det bedste og mest positive ud af situationen. Jeg ved godt, at det kan være svært, hvis man kender nogle, der er blevet syge af coronavirus eller står på randen af en konkurs. Jeg står selv i en sårbar situation. Og så er det min måde at gøre opmærksom på, at jeg stadig er her og arbejder. Jeg skal i hvert fald nok klare mig på den ene eller den anden måde. Og så er jeg rigtig glad for de hjælpepakker, der er kommet for sådan nogle som mig. De kan gøre en væsentlig forskel.«

»Når hele coronatingen blive løsnet lidt op, overvejer jeg at lave et med nogle, der holder fest. Jeg laver også et, hvor der er kø ved en håndvask. Jeg skal lige finde ud af hvordan. Måske med en kæmpe flaske håndsprit, som nogle små mennesker tager brusebad i.«