Danskerne spiser over dobbelt så meget kød som kostråd anbefaler
I gennemsnit spiser danskerne 805 gram kød om ugen, hvilket er over dobbelt så meget som officielle kostråd.

I gennemsnit spiser danskerne 805 gram kød om ugen, hvilket er over dobbelt så meget som officielle kostråd.

Kød er tilsyneladende en gennemgående faktor på danskernes tallerken.
Fødevarestyrelsens officielle kostråd anbefaler at spise maksimalt 350 gram kød om ugen.
Men i gennemsnit spiser danskerne 805 gram kød om ugen.
Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.
Grisekød er den mest spiste kødtype og udgør 44 procent af det samlede kødindtag, når både fersk kød, forarbejdet kød og pålæg medregnes.
To ud af tre har en kost, hvor fedtholdigt kød udgør mindst 60 procent af kødindtaget. Den sidste tredjedel spiser primært magert kød, hvilket er kød med mindre end ti procent fedt.
Kødindtaget blandt dem, der overvejende spiser magert kød, ligger på 840 gram om ugen. De, der overvejende spiser fedtholdigt kød, indtager 990 gram kød ugentligt.
- Det, der bringer dem, som spiser magert kød, tættere på kostrådene, er blandt andet, at de spiser mere fisk og har et højere indtag af frugt, grøntsager, fuldkorn og bælgfrugter, siger Frida Viple, videnskabelig assistent ved Fødevareinstituttet.
Voksne, der overvejende vælger fedtholdigt kød, er oftere mænd, har i højere grad en kortere uddannelse og ryger oftere sammenlignet med personer, der vælger mere fedtfattigt kød.
Der ses også forskelle i husholdningstype, da personer, der overvejende vælger magert kød, sjældnere bor i husholdninger med børn, viser undersøgelsen.
- Resultaterne peger på, at kødvalg hænger tæt sammen med både livsstil og sociale faktorer. Det understreger, at ændringer i kostvaner ikke kun handler om individuelle valg, men også om rammer og vaner i hverdagen, siger seniorforsker Anja Biltoft-Jensen.
Rapporten er baseret på data fra 3824 deltagere. Kostdataen er indsamlet via en syvdages kostdagbog. Den yngste medvirkende var 4 år, og den ældste var 80.
/ritzau/