Danskerne samlede 35,5 millioner ind til Kræftens Bekæmpelse
16.000 frivillige indsamlere samlede 35,5 millioner kroner ind til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling.

16.000 frivillige indsamlere samlede 35,5 millioner kroner ind til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling.

Der blev i alt samlet 35,5 millioner kroner ind til Kræftens Bekæmpelse, da 16.000 frivillige indsamlere gik på gaden til landsindsamling søndag den 19. april.
Det oplyser Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse fredag.
Helen Bernt Andersen, formand for foreningen, sender en stor tak til alle, der har været med til at sikre resultatet.
- Jeg er meget rørt og også stolt over den store opbakning, befolkningen har vist i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling, siger hun i pressemeddelelsen.
Resultatet er stort set det samme som sidste år, hvor der også blev samlet 35,5 millioner kroner ind. Året før var beløbet dog højere med 37,7 millioner kroner.
Administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker fremhæver den positive energi og velvilje, når indsamlere går på gaden.
- Hver eneste indsamler og hvert bidrag er med til at gøre en konkret og vigtig forskel - uden disse bidrag ville Kræftens Bekæmpelses arbejde for patienter og pårørende ikke være muligt, siger han.
Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige. Foreningen er derfor afhængig af donationer og frivillige indsatser, skriver den i pressemeddelelsen.
For hver 100 kroner af overskuddet går 56 kroner til kræftforskning, 26 kroner til støtte til patienter og pårørende, 14 kroner til forebyggelse og fire kroner til administration.
Næste års landsindsamling finder sted den 18. april 2027.
Hvis man gerne vil melde sig som indsamler næste år, kan man gøre det på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside på indsamling.dk.
I Danmark får fire ud af ti kræft, inden de fylder 80 år. Kræft er den hyppigste dødsårsag i landet, og antallet af kræfttilfælde stiger, skriver Kræftens Bekæmpelse på sin hjemmeside.
I 2023 blev der diagnosticeret 48.133 nye kræfttilfælde, og 16.344 mistede livet til kræft.
/ritzau/