Danske aktivister om bord på nødhjælpsskibe på vej til Gaza kommer torsdag med en kraftig kritik rettet mod de israelske myndigheders håndtering af skibene med retning mod Gaza.

Det sker, efter at 13 skibe natten til torsdag blev stoppet af Israel, da de nærmede sig Gazastriben.

- Vi fordømmer på det hårdeste Israels angreb på Global Sumud Flotilla og opfordrer på det kraftigste det internationale samfund til at sikre besætningernes sikkerhed, siger den studerende Isaac Twomey-Madsen i en pressemeddelelse.

Han er om bord på et af de danske skibe i flotillen Thousand Madleens to Gaza, som sejler mod det krigshærgede område.

Flotillen har to danske både med, og onsdag var de omkring seks dages sejlads fra Gaza.

Torsdag befinder gruppen af både, hvor også folketingsmedlem Victoria Velasquez (EL) er med, sig ud for den græske ø Kreta. De har stadig kurs mod Gaza.

- Vi nægter at lade os presse til at opgive vores mission. Vi står fast på vores ret til at sejle nødhjælp til Gaza, siger Isaac Twomey-Madsen.

Mette Nielsen, stifter af ngo'en Act For Life, er også om bord.

Hun påpeger, at aktivisterne ikke gør noget ulovligt.

- Det Sumud gør, og det vi gør, er fuldt lovligt. Vi sejler for at få nødhjælp til Gaza. Et civilt initiativ, der handler, når det er nødvendigt.

- Det Israel gør, når de bruger sult som våben mod en hel befolkning og kidnapper besætningen på humanitære skibe, det er derimod ulovligt, siger hun.

Global Sumud Flotilla - som tæller over 40 skibe med omkring 500 personer og nødhjælp om bord - er en del tættere på Gazastriben.

Natten til torsdag blev 13 af skibene stoppet, har arrangøren bag oplyst.

Heriblandt skibet med den svenske aktivist Greta Thunberg.

Aktivisterne bliver bragt til Israel og derefter deporteret tilbage til Europa, har det israelsk udenrigsministerium sagt.

/ritzau/