Danskere bestiller ulovlige våben camoufleret som kuglepenne, armbånd og læbestifter

Tusindvis af ulovlige våben er blevet konfiskeret fra pakker på vej til danskerne i første halvdel af 2020. En af de tendenser, man nu ser hos både Toldstyrelsen og politiet, er våben skjult i hverdagsgenstande.

Politikommissær og leder for sektionen for ulovlig import i København Julie Ebskov, viser en kuglepen, der skjuler en ulovlig kniv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Med sin glitrede, rosa farve og det lille hjerte af similisten ligner det ved første øjekast en læbestift til pigeværelset.

Men under hætten gemmer sig ikke en knaldrød stift. Det gør derimod en dyse, som dem man kender fra parfume og spraydåser.

»Den ser jo ganske fin ud, men det er altså en peberspray, der kan passe ned i makeup-pungen,« konstaterer politikommissær Julie Ebskov, leder for sektionen for ulovlig import i politiet, inden hun sætter hætten på igen.

Læbestiften er blot et eksempel på en tendens, som politiet og Toldstyrelsen ser, når de gennemgår de pakker med varer, som danskerne har bestilt på nettet, og behandler sagerne om de ulovlige våben, der bliver fundet i pakkerne: Våben skjult i harmløse hverdagsgenstande.

Ulovlig peberspray skjult i en læbestift. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Nye tal fra Toldstyrelsen viser, at man i første halvdel af 2020 fandt 3.336 forskellige former for ulovlige våben i pakker på vej til danske hjem. Selv om det er et fald i forhold til første halvår sidste år, er det mere end dobbelt så mange, som man fandt i hele 2015. Med til historien hører dog, at opsporingsarbejdet også er blevet intensiveret siden dengang.

Det er Toldstyrelsen, der i første omgang finder våbnene og sender videre til politiets sektion for ulovlig import, hvor sagerne bliver behandlet, inden de ryger videre ud til landets forskellige politikredse. Derfor kan Julie Ebskov vise Berlingske en samling af de forskellige konfiskerede våben, der ligner forskellige andre genstande.

Ud over læbestiften kan hun fremvise et tykt, snoet stofarmbånd i mørkegrøn, der skjuler en kniv i låsen; en kuglepen, der skjuler et knivsblad under hætten; samt et kreditkort, der kan skilles ad og foldes til en kniv.

»Der er et motiv, der kan hedde, at man ikke finder denne her kniv, når man har den på sig på gaden. Men vi oplever også, at det også bare er lidt sejt at have den på sig,« siger Julie Ebskov.

Katten efter musen

Uagtet hvor harmløse de kan se ud på overfladen, er våben, »der fremtræder som en anden genstand«, dog direkte beskrevet som ulovlige i våbenloven. Det er derfor både strafbart at indføre dem i landet og besidde dem.

Hos Toldstyrelsen fortæller kontroldirektør Preben Buchholtz, at man arbejder målrettet med at spore de ulovlige våben, der kommer ind i landet. Blandt andet samarbejder man med toldmyndigheder i udlandet og udveksler oplysningerne, fordi de mønstre, man ser, ofte minder om hinanden.

»Det er jo lidt efter katten efter musen. Vi holder øje med mønstre og følger, hvad der sker, men så skifter de jo også transport, bestillingsmåder og indpakning. Når vi opdager dem, så har vi dem i en periode, indtil de skifter igen,« siger kontroldirektøren.

Ved første øjekast et mørkt kreditkort eller lignende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Ved andet øjekast en kniv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Både fra politiet og Toldstyrelsen lyder det, at mange af dem, der bestiller våbnene, ikke har noget ønske om at gøre noget ulovligt.

Men at det kan forvirre danske forbrugere, at mange af de firmaer bag hjemmesiderne, der sælger våbnene, er helt legitime og handler lovligt i forhold til lovgivningen i deres egne hjemlande. Det er bare ikke lovligt for danskere at købe eksempelvis pebersprayen i læbestiften eller kniven i kredtikortet.

»Derfor er det rigtig vigtigt, at man sætter sig ind i lovgivningen, når man bestiller noget til sig selv eller til andre,« siger Preben Buchholtz.