Danske unge: Der er flere falske nyheder på sociale medier

Seks ud af ti unge finder nyheder fra traditionelle medier mere troværdige end nyheder på sociale medier.

PLUS Facebook og fake news ænd
Danskerne foretrækker, ifølge en ny undersøgelse, traditionelle medier frem for sociale medier, når de vil oplyses om samfundet. (Arkivfoto). Thomas White/Reuters Fold sammen
Læs mere

Mange danske unge læser nyheder på platforme som Facebook og Twitter, selv om de godt ved, at der på de sociale medier florerer mange falske nyheder.

Det viser en ny undersøgelse fra Publicistisk Barometer 2019, der offentliggøres tirsdag i forbindelse med Mediernes Årsdag.

Ud af 2031 respondenter svarede 65,8 procent af de adspurgte unge mellem 18 og 34 år, at der er mere misinformation på sociale medier sammenlignet med traditionelle medier.

Samtidig mener 60 procent i samme aldersgruppe, at almindelige journalistiske medier bidrager mere til at oplyse samfundet end sociale medier.

Ifølge Astrid Haug, der er digital rådgiver, er det positivt, at de unge er klar over, at der er falske nyheder på de sociale medier.

- Danskerne ved, at de journalistiske medier er vigtige for vores demokrati. Men den yngre målgruppe får flest nyheder på de sociale medier.

- Og de ved også godt, at nyhederne ikke er af den bedste kvalitet på de sociale medier, siger Astrid Haug.

Nyhedslæsningen og brugen af sociale medier i den yngre generation skyldes, at de unge er vokset op med det store medieforbrug.

Det fortæller Mark Blach-Ørsten, medieforsker på Roskilde Universitet, der har været med til at lave undersøgelsen.

- De unge er de største brugere af sociale medier, men de forventer faktisk at få de vigtigste informationer på de journalistiske medier, siger Mark Blach-Ørsten.

- De er kritiske over for sociale medier, og det er nok grunden til, at de læser deres nyheder begge steder, siger han.

Astrid Haug mener også, at det er mest optimalt for de unge at søge nyheder på begge platforme.

- De unge bør primært opsøge de etablerede medier, men nyhedslæsningen på de sociale medier skal stadig fortsætte, siger Astrid Haug.

- Udfordringen er at sørge for, at unge mennesker stadig får adgang til kvalitetsjournalistik. Ikke kun på sociale medier, men også fra den rigtige kilde, siger hun.

/ritzau/