Det var et "superkonstruktivt møde", som formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, ser tilbage på, efter at foreningen onsdag eftermiddag holdt krisemøde oven på regeringens planer om at stramme den konventionelle produktion.

Ifølge Jeppe Bloch Nielsen var der flere end 700 personer til stede for at høre ham og en række oplægsholdere, herunder fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer og eksportøren Danish Crown.

- Vi viste, at vi er i stand til at stå sammen på trods af udfordringer. Vi skal nok komme stærkt igennem det her, siger Jeppe Bloch Nielsen til Ritzau fra Bygholm Landbrugsskole i Horsens, hvor interessenter og producenter var samlet.

I det politiske grundlag for firkløverregeringen står der allerede i indledningen, at "dyrevelfærden for grisene skal forbedres markant". Blandt andet skal der indføres krav om øget plads. Fiksering omkring faring og diegivning skal fuldt udfases, og forbuddet mod halekuperinger skal "reelt overholdes".

- Vi skal lige huske på i hele debatten, at vi landmænd producerer 100 procent efter den gældende lovgivning, siger Jeppe Bloch Nielsen.

- Hvis der kommer nye krav, må vi efterleve dem. Sådan er det jo. Men at gøre det uden kamp, fordi vi mener, det er forkert, kommer vi ikke til. Vi vil kæmpe for vores eksistensgrundlag - sådan er det jo også at leve i et demokrati.

Et af regeringens langsigtede mål er blandt andet, at "dansk griseproduktion primært opdrætter de grise, vi selv kan anvende i vores egen fødevareforsyning, eller som kan forædles herhjemme inden eksport".

Det forudsætter ifølge S-SF-M-R-regeringen en "omfattende omlægning af den eksisterende griseproduktion".

Regeringen ønsker at gennemføre omlægningen sammen med landbruget, arbejdsmarkedets parter inden for fødevareerhvervet samt med natur-, dyre- og miljøorganisationer - den såkaldte firepartsaftale om fremtidens griseproduktion.

Som udgangspunkt afsættes der et halvt år til arbejdet. Lykkes det ikke at indgå en aftale, er regeringen "parat til politisk at tage de nødvendige initiativer til, at omlægningen gennemføres".

Danske Svineproducenter har kaldt deadlinen for "en ladt pistol for panden".

- Alle os landmænd er vores landbrug. Vi lever af det og i det. Sammen med vores familier. Det er et liv syv dage om ugen, 24 timer i døgnet. Så hvis jeg skal afhænde mit landbrug, så har jeg heller ikke noget hjem, siger Jeppe Bloch Nielsen.

Han håber, at parterne kan finde et fælles fodslag.

- Er jeg fortrøstningsfuld og helt tryg ved det politiske billede? Nej, det er jeg ikke. Men nu må vi se, hvad der kommer fra deres side, når de rigtigt skal i arbejdstøjet, siger han.

Onsdagens krisemøde begyndte omkring klokken 15.00 og sluttede cirka 18.30.

/ritzau/