Storbritannien bliver fra 2027 igen en del af EU's økonomiske støtteprogram til udvekslingsstuderende, Erasmus+.

Det betyder, at studerende fra Storbritannien efter seks år uden for ordningen igen vil kunne tage på udveksling til europæiske universiteter uden at betale ekstra.

Og det gælder også den anden vej rundt. Det skriver BBC.

For seks år siden annoncerede landet, at det som led i brexit ville forlade uddannelsesaftalen Erasmus+.

Europaminister Marie Bjerre (V) glæder sig over, at Storbritannien igen rykker tættere på EU.

- Det er tydeligt for alle, at brexit var en stor fejl. Derfor er det glædeligt, at Storbritannien nu rykker tættere på EU med konkrete aftaler. Det er dagens aftale et godt eksempel på, siger hun i et skriftligt svar til Ritzau.

- Tusindvis af britiske studerende kan derfor nu se frem til nemmere at komme til EU-lande for at studere. Og tilsvarende kommer danske studerende til at kunne tage et studieophold ved et universitet i Storbritannien. I sandhed en god nyhed, afslutter ministeren.

I den nye aftale betaler Storbritannien 570 millioner pund svarende til omtrent 4,8 milliarder danske kroner for igen at blive en del af uddannelsesaftalen.

Ifølge den britiske regering betyder det, at landet har fået en rabat på 30 procent.

Storbritanniens minister med ansvar for samarbejde med EU, Nick Thomas-Symonds, siger ifølge BBC, at landets tilbagevenden til Erasmus+ viser, at regeringens samarbejde med EU fungerer.

EU-skeptikeren Priti Patel fra Det Konservative Parti mener derimod, at aftalen forråder løfterne skabt med brexit.

I et opslag på X kritiserer hun aftalen for at "smide milliarder af pund fra hårdt pressede skatteyderes" væk.

/ritzau/