Dansk varmerekord ender på 37,0 grader
Først blev den ene rekord sat, og så kom der flere. Lørdag ender som den varmeste i dansk vejrhistorie.
Først blev den ene rekord sat, og så kom der flere. Lørdag ender som den varmeste i dansk vejrhistorie.
DMI forventer, at temperaturen lørdag har toppet, og at den nye varmerekord i Danmark er endt på 37,0 grader - målt to steder i landet.
Det oplyser meteorolog ved DMI Rasmus Stoltze Hansen til Ritzau.
- Det er endt med at blive den varmeste dag, vi nogensinde har registreret, siger han.
Målingerne begyndte i 1874.
Varmen kulminerede klokken 14.45, hvor der blev målt 37,0 grader i både Ødum, nord for Aarhus, og i Beldringe, der ligger nord for Odense, oplyser DMI.
Tidligere lørdag blev der målt 36,6 grader nord for Odense. Dermed blev rekorden fra 1975, hvor der i Holstebro blev målt 36,4 grader, slået.
Lørdagens første rekordmåling blev lavet ved H.C. Andersen Airport.
Søndag bliver det også varmt, men der er ikke udsigt til nye rekorder, lyder forventningen fra DMI.
- Søndag ventes temperaturen at ligge mellem 25-30 grader. Det bliver lidt køligere, men det er selvfølgelig nemt at sige, når det har været den varmeste dag, siger Rasmus Stoltze Hansen.
Han fortæller, at den skyfri himmel allerede er blevet vekslet til regn og torden flere steder i landet.
- Al fokus har været på hedebølgen og varmen, men varmen fra sydvest giver også en perfekt grobund for regn og tordenbyger.
- Det startede allerede over Sønderjylland. Det er et meget naturligt resultat af varmen og fugten.
- Men fra hedebølge til vindstød af stærk storm. Det er en ganske usædvanlig dag, siger han.
/ritzau/